Da HB Køge for et par uger siden spillede dobbeltopgør hjemme på Capelli Sport Stadion med kampe mod FC Nordsjælland og Hillerød, der var det med en særlig gæst på plads på tribunen.
Cullum Ricketts, en 21-årig ung mand fra Port Talbot i det sydlige Wales, havde nemlig taget turen hele vejen til Capelli Sport Stadion kun for at opleve HB Køge.
”Jeg spiller en del Football Manager, og for et par år siden ledte jeg efter en ny udfordring i spillet. Jeg kiggede lidt i den danske liga, men tænkte at det ville være for let med en klub i den bedste række. Jeg kiggede i stedet i 1. division, hvor jeg så svanen i HB Køges logo. Jeg holder selv med Swansea i Wales, og på grund af svanen følte jeg hurtigt en ”connection” mellem mig og HB Køge,” fortæller den 21-årige fodboldfan.
”Det startede dengang Jon Flanagan spillede her, men det var jeg ikke klar over, før jeg startede spillet. Det var først da jeg gik ind på holdet og så ham i truppen. Jeg begyndte hurtigt at følge HB Køge på sociale medier og ville også gerne besøge klubben. Og det skulle være nu.”
Hvad siger din familie og dine venner til at du tager til Danmark for at se HB Køge?
”De kalder mig skør. Hvorfor tager du derhen, spørger de. Jeg har aldrig fløjet før, så det er min første flyrejse. Jeg rejser alene, og tager det som en oplevelse, selvom min mor ikke var helt glad for at jeg tog af sted.”
”Jeg har elsket hvert et minut her. Jeg er blevet taget så godt imod. Jeg mødte op på stadion allerede kl. 9 om morgenen på kampdagen, fordi jeg på en eller anden måde havde fået læst kampprogrammet forkert. Jeg troede kampen var 11 AM (kl. 11.00, red.), men jeg fandt ud af at det var 1 PM (kl. 13.00, red.) I stedet gik jeg ud og så nogle ungdomskampe rundt på stadionområdet. Jeg var også ovre og se lidt cricket. Det har jeg aldrig set før.”
Ruten fra Wales til Capelli Sport Stadion gik de ca. 400 kilometer fra Port Talbot i Wales til Stansted Airport i London, og derfra videre til København og Køge. Hjemrejsen gik via Bristol.
”Det er sjovt at være her, og jeg vil elske at komme tilbage igen, og vil også anbefale det til andre. Det ligger tæt på det hele – kun 25 minutter med tog fra lufthavnen, og det er et skønt sted. Det er nemt at komme rundt med både toge, busser, metro – og selv på cykel. Der er så mange cykler. Jeg overvejer at samle en op og cykle lidt rundt”, fortæller Cullum Ricketts med et smil på læben.
Hvad er dit indtryk af HB Køge?
”Jeg synes det er et godt sted. Banen ser frisk og ny ud, og jeg er blevet fortalt om planerne om de nye tribuner rundt om resten af stadion. Det bliver rigtig godt. Jeg overvejer allerede at komme tilbage igen. Hvis nedrykningskampen fortsætter, så overvejer jeg at tage af sted og se hvordan det går mod Næstved,” slutter Ricketts.