Ugens Olsen: Når man står i lort til halsen, skal man kigge fremad

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Auri Skarbalius er en erfaren mand i fodboldbranchen. Tidligere Brøndby- (194 kampe) og Herfølge-spiller og landsholdsspiller med 65 kampe for Litauen. Cheftræner i bl.a. Herfølge BK, Brøndby, Viborg og HB Køge, hvor han er den eneste træner, som har ført holdet op i Superligaen, endda to gange.

Nu sidder Auri Skarbalius i en hovedrolle som sportsdirektør i HB Køge, der taber og taber i NordicBet Ligaen og styrter mod nedrykning til den tredjebedste række. Nul point i syv kampe. Ledelsen er bekymret, spillerne ofte frustrerede, usikre og uden selvtillid på banen i lange perioder i kampene. Spilleglæde og gejst skal man ofte kigge langt efter.

Og mange af fansene er sure og ’rasende’ og ’forlanger’ bl.a. cheftræner Nicklas Pedersen fyret.

Men det kan de godt glemme, forklarer Auri Skarbalius i et interview med Tipsbladet. ’Vi vidste, det ville blive svært. Vi har fem langtidsskader, vi har mistet to spillere, som vi gerne ville beholde. Så vi må få nogle nye spillere. Men det tager tid at skabe gode relationer. Og det er vigtigt, at vi ikke tænker på den store konsekvens’.

HJULMAND KUNNE IKKE GØRE HB KØGE MEGET BEDRE

’Når man står i lort til halsen, skal man ikke kigge nedad, men fremad. Og vi skal lære af det’, siger Skarbalius.

Det korte af det lange er vel, at klubben ikke har handlet med rettidig omhu og sikret sig gode og bedre spillere i tide eller ved at holde fast i nogle af dem, der nu er væk og savnet. Man skifter jo ikke bare spillere som bl.a. William Madsen, Casper Jørgensen, Casper Gedsted og Janus Seehusen ud med unge talenter eller mellemgode udlændinge og tror, at alt er godt fra dag 1.

Nicklas Pedersen undgik nedrykning med holdet i debutsæsonen som cheftræner, og kæmper nu alt, hvad han kan med de spillere, han har til rådighed. Og hverken Henrik Lehm, Auri eller eks-landstræner Kasper Hjulmand ville kunne gøre det meget bedre i trænerrollen med den trup, hed det forleden i en kommentar i Dagbladet. Enig.

Nul point og en målscore på 4-21. Det er svært at finde lyspunkter lige nu. ’Det er tydeligt at se, at vi er dårlige til at skabe chancer og giver for mange chancer væk. Vi arbejder på at forbedre det’, konstaterer sportsdirektøren.

Det er en hasteopgave. Nu kommer FC Fredericia til Capelli Sport Stadion. En ny, svær kamp venter. HB Køge-holdet er et usikkert, ramt kollektiv, der senest vandt en ligakamp 26. maj på hjemmebane.

Det var dengang, da Hans Christian Bonnesen sprintede fra tre skrækslagne modstandere og scorede til allersidst i et tomt mål til 1-0-sejren. Næstved blev losset ned i den tredjebedste række, Nicklas Pedersens hold klarede frisag, og det udløste, som man husker så godt, en enorm HB Køge-jubel og glæde på banen og på tribunen.

TO STORE NAVNE

Det var en stor dag, en stor sejr, for spillerne og Nicklas Pedersen, der den niende cheftræner i HB Køge på mandesiden. Den første var Auri Skarbalius (2009-11). Derefter kom Tommy Møller Nielsen (2011-12), Per Frandsen (2012-14), Henrik Pedersen (2014-15), Henrik Lehm (2016-18), Morten Karlsen (2018-19), Auri Skarbalius igen (2020-21) og Daniel Agger (2021-23).

I foråret/sommeren 2021 var det en kæmpestor overraskelse, at parret Per Rud og Anders Bay kunne præsentere en trænerduo i HB Køge med to eks-landsholdsspillere – og helt uprøvede trænere – med masser af landskampe på banen for Danmark og fine klubkarrierer. Daniel Agger og Lars Jacobsen.

Der var forventninger til dem, drømme om sportslig succes og oprykning til Superligaen. Man forudså ekstra interesse for HB Køge, flere tilskuere og gode resultater. Det var et spændende match, og mange klubber var uden tvivl lidt misundelige.

Af forskellige grunde, sådan kan man vel formulere det, endte ’eventyret’ efter to sæsoner, hvor den prominente trænerduo førte holdet til skuffende placeringer som henholdsvis nummer syv og otte i landets næstbedste række. Hvorefter de vinkede farvel.

Nu er Lars Jacobsen så tilbage som tv-kommentator. Dér gør han det godt. Og Agger, der endnu ikke har afsluttet den sidste trænereksamen hos DBU, hvad der betyder, at han ikke straks får titlen som landstræner, skal være assistent for den givetvis for de fleste ukendte Lars Knudsen, når landsholdet spiller et par kampe i Parken i næste uge. Held og lykke med det.

I NÆSTE POKALKAMP ER HB KØGE FAVORIT IGEN

Vi drømmer om og håber på to hjemmesejre i weekenden. Hos kvinderne skal Kim Daugaards hold slå de fynske oprykkere fra OB lørdag eftermiddag, så afstanden op til topholdene ikke vokser mere. Det var et bittert, smalt og drønærgerligt nederlag til Brøndby i ’overtiden’ i søndags for et HB Køge-hold, som nu bliver forstærket.

Engelske Tinaya Alexander, som også har spillet i den amerikanske liga og scorer ganske flittigt, lyder som en spændende spiller.

Nicklas Pedersens mænd skal være både dygtige og heldige for at få point ud af mødet med FC Fredericia søndag eftermiddag. Men vi kan i hvert fald se frem til, at HB Køge-holdet, selvfølgelig trods alt, må have favoritrollen i næste runde i pokalturneringen. I udekampen onsdag 4. september mod Allerød FK, der spiller nede i Danmarksserien.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”