Ugens Olsen: Mike Jensen klar til at spille videre i HB Køge

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Hvis ikke Jafar Arias havde brændt den kæmpechance, han fik få meter fra Kolding-målet efter nogle minutters spil. Hvis ikke anfører Mike Jensen havde været skadet og tvunget til bare at se på i stedet for at spille med og dominere på midtbanen, som han har gjort i så mange kampe.

Hvis ikke dommeren havde tilladt gæsterne at sætte spillet i gang, mens HB Køges Hans Christian Bonnesen endnu ikke var helt spilleklar efter et sammenstød ude ved sidelinjen, ville gæsterne nok ikke kunne have spillet sig igennem et HB Køge-forsvar i ubalance. Og eks-HB Køge-spilleren Casper Jørgensen havde dermed næppe ’fået lov til’ at blive 1-0-matchvinder for Kolding IF på Capelli Sport Stadion.

Så kunne det være endt med ét point til HB Køge og ét til gæsterne. Og alle ville nok have været glade. Men sådan er fodbold jo. Alt kan ske. Og der kommer altid en ny kamp. Vendsyssel FF-HB Køge lørdag eftermiddag. Et supervigtigt bundopgør for Nicklas Pedersens hold (10 point), som i værste fald kan blive indhentet i tabellen af Roskilde (7 point) og med et nederlag komme 7 point efter Vendsyssel FF.

MIKE VIL SPILLE, MEN DET GÅR NOK IKKE ENDNU

HB Køge savnede anfører Mike Jensen på banen og han kæmper nu for at blive klar til lørdagens kamp oppe i Hjørring. Den ankelskade, han har kæmpet med den seneste tid, har vist sig problematisk. Det frustrerer ham selvfølgelig, men han er også så erfaren, at han ved, at hvis han spiller med for tidligt, kan skaden i værste fald blive værre.

Den stærke fighter, der altid fylder meget på midtbanen, går forrest og ikke er bange for noget, har længe været dominerende på HB Køge-holdet – og han vil helst ikke holde op endnu. Og, som jeg forstår det, er HB Køge også interesseret i at forlænge hans kontrakt. Den står lige nu til at udløbe til sommer.

’HB Køge er et godt sted for mig at være. Det har jeg sagt før. Jeg er glad for HB Køge, og de mennesker, jeg arbejder sammen med og fansene. Og vi vil gerne fortsat have hinanden’, siger anføreren, der stadig elsker at træne og spille kampe. Det er ikke nemt for andre at lægge en dæmper på hans energi og virkelyst, selv om han trods alt er 36 år.

Om nogle år, når han givetvis skal være træner, kan det meget vel blive på et eller andet niveau i HB Køge, kan man spekulere i.

DENNE GANG MÅ STORE ANGRIBERE IKKE SNYDE HB KØGE

Cheftræner Nicklas Pedersen roser Mike Jensen og ærgrer sig selvfølgelig over anførerens skade – og over, at Kolding tog alle tre point med hjem for en uge siden. Og nu ser han frem til et opgør, hvor Vendsyssel-holdet i hvert fald ikke får lov at score i situationer, hvor et par to meter høje angribere får lov til at spærre for, at den gode Berkant Bayrak i HB Køge-målet kan komme ud fra stregen og erobre bolden i luften. Det skete jo i det første indbyrdes opgør på hjemmebane.

’Det må ikke ske igen. Berkant skal have mere hjælp, det er vi opmærksomme på’, siger cheftræneren. ’Vi skal i det hele taget forsvare godt og stå sammen som hold. Jeg har været tilfreds med den fremgang, holdet har vist i præstationerne i mange af de seneste kampe. Meget tilfreds’.

NY TRÆNER DEBUTERER, NÅR HB KØGE KOMMER

Et par af Nicklas Pedersens kolleger har ikke været så tilfredse. De har ikke cheftræner-jobbet mere. I Roskilde har Anders Theil afløst Mikkel Thygesen og ført oprykkerholdet til den første sejr i den næstbedste række.

Og Vendsyssel FF hentede forleden Mads Kristensen, der har været i trænerstaben i Lyngby en række år, op som ny i cheftræner-rollen. Han debuterer i opgøret mod HB Køge, og han har altså kun haft få dage til at lære spillerne at kende.

Og så har der ellers i ugens løb været endnu mere gang i sagerne i Hjørring-klubben. En fantastisk historie. Den colombianske rapper Blessd (jeg har aldrig hørt om ham, og det vil mange andre nok også sige) har angiveligt købt sig ind som storaktionær i klubben.

Han vil gerne se Vendsyssel FF i mændenes Champions League på et tidspunkt, har han udtalt. (I parentes bemærket, dér vil jeg også gerne se HB Køge snart).

Jacob Andersen, som gennem en række år har ejet en del af klubben, fortsætter i en hovedrolle og får angiveligt sin søn, landsholdsspilleren Joachim Andersen, der ikke mangler penge, med i ejerkredsen.

AGF PÅ UDEBANE I HJEMMEKAMP MOD HB KØGE

Det er flot, at HB Køge på kvindesiden lige har haft syv spillere på landsholdstjeneste forskellige steder, mens der var kamppause i Gjensidige Kvindeligaen. Olivia Garcia var ikke en af dem, men hun skal selvfølgelig roses for, at hun er rigtig godt med i striden om at blive topscorer.

Hun var helt på toppen, da hun for et par uger siden lavede tre mål i den overlegne 5-0-sejr over Kolding. Lige nu topper FC Nordsjællands Alma Aagaard med otte scoringer, Garcia har nettet seks gange og kan formentlig dårligt vente på at komme i kamp igen.

Det er på udebane mod AGF, som er kommet haltende i gang i denne sæson. Udebane vil det i øvrigt også være for AGF’erne, som der ikke er plads til lige nu hjemme i Århus. Det bliver i Bramdrupdam ved Kolding, Kim Daugaards hold skal hente de næste tre point.

To HB Køge-sejre vil være det perfekte oplæg til dobbelt-programmet på Capelli Sport Stadion søndag 10. november.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”