Ugens Olsen: Kim Daugaard med 10 titler er en dårlig taber

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Kim Daugaard har ærligt forklaret, at han altid har haft svært ved først som spiller og nu som træner ikke at vinde sine kampe og derfor er en dårlig taber. Men cheftræneren for HB Køges kvindehold i Gjensidige Kvindeligaen har en imponerende rekord i dansk fodbold, og den kan næppe nogen tage fra ham.

Herfølge-drengen kom til tops som Brøndby-spiller i perioden 1993-2008. Han blev dansk mester fem gange og pokalvinder lige så mange. Han fik også sølv syv og bronze to gange i den bedste række. Imponerende.

Kim Daugaard siger, at han elsker pokalfodbold. Alt kan ske. Man kan møde nye modstandere, små hold kan overraske og drille de store og måske også slå dem en gang imellem. Og det kan sagtens blive en fin pokal-oplevelse, selv om det ender med et nederlag. Det var det for HB Køge-fansene på Herfølge Stadion sidst i september, da HB Køge havde trukket FCK, som i mændenes pokalturnering måtte slide hårdt for at vinde 2-0.

Nu er vi nået til pokal-kvartfinalerne hos kvinderne. Og her har Kim Daugaards HB Køge-hold fået en dårlig lodtrækning med Fortuna Hjørrings tophold som modstander lørdag eftermiddag på Capelli Sport Stadion. Fortuna er på jagt efter finalesejr nummer 11, imponerende.

KUN UHRE OG SELMA SVENDSEN TILBAGE FRA GULDHOLDENE

På papiret er gæsterne logisk nok favoritter. Fortuna Hjørring har spillet sig til 36 point og er tophold i ligaen. HB Køge gik på vinterferie med blot 17 point og får næppe medaljer i ligaens slutspil. I så fald for første gang efter tre fantastiske guld-sæsoner og en bronze-placering i 2024.

Hjørring-klubbens økonomi er angiveligt blevet forstærket, og Fortuna har mange dygtige udenlandske spillere i truppen. Der har været kampe, hvor Fortuna-holdet er startet med meget få danskere på banen.

Hos HB Køge har der jo været stor udskiftning af spillere det seneste års tid. Og der er nu kun to erfarne spillere – Maria Uhre Nielsen og Selma Svendsen – tilbage i truppen fra de gyldne år, da HB Køge var helt på toppen og også spillede på den store europæiske scene.

’Vi har en ung trup nu, og vi vil selvfølgelig gerne vise os bedre frem her i det nye år, end vi gjorde i efteråret’, siger Kim Daugaard.

Han havde i øvrigt egentlig ikke planlagt, at han skulle være træner for et kvindehold, har han fortalt. Men han er meget glad for jobbet nu.

’Udviklingen i kvindefodbolden er jo gået hurtigt, og jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt, jeg skiftede’, sagde han, da han startede som assistent for Søren Randa-Boldt, der førte HB Køge-holdet til to mesterskaber.

NUL POKALSEJRE, MEN DM-GULD SKAL FEJRES I ÅR

Hvis HB Køge-holdet skulle overraske alt og alle og vinde pokalturneringen, vil det være lidt af en sensation. Vi må jo konstatere, at pokalfodbold ikke har været dér, hvor Køge og Herfølge og siden HB Køge har ført sig helt frem og vundet noget gennem årene. Køge var i to pokalfinaler og tabte dem begge i Københavns Idrætspark.

Men vi glemmer så ikke, at Køge Boldklub vandt DM-guld i 1. division i 1954 og gentog den bedrift i 1975. Og at Herfølge overraskende blev dansk mester i Superligaen i 1999-2000-sæsonen, da John ’Faxe’ Jensen var cheftræner.

De to seneste mesterskaber blev altså vundet for henholdsvis 50 og 25 år siden – og det skal da selvfølgelig på en eller måde markeres og fejres i løbet af året. Mens vi for alt i verden må håbe og tro på, at HB Køge også i næste sæson spiller i mændenes næstbedste række.

FORHÅBENTLIG HAR SPILLERNE TRÆNET GODT I DENNE UGE

Når Nicklas Pedersens mænd fredag aften ude mod B.93 skal rejse sig efter det skuffende nederlag til Esbjerg, må vi have lov at forlange en mere beslutsom, viljestærk og energisk holdpræstation. Der var for lidt hjerte og gejst i holdet, vestjydernes sejr var helt fortjent, og HB Køge-fans gik skuffede hjem.

Cheftræner Nicklas Pedersen var meget ærlig og åben, da han kort efter slutfløjtet skuffet kommenterede præstationen og nederlaget til vestjyderne. ’Vi var ikke skarpe nok, der var for meget sjusk, duel-spillet langt fra niveau. Vi var lidt for magelige – og der blev ikke trænet godt nok i dagene før kampen’.

Det er da i øvrigt mærkeligt og usædvanligt, at Nicklas Pedersens hold kun har fået beskedne seks point på hjemmebane, men 12 på udebane. Forklaring? Jeg har ikke svaret.

Nu venter vi spændt på, om anfører Mike Jensen vender tilbage til startopstillingen, mens vi samtidig glæder os over, at stort set alle konkurrenterne nederst i tabellen også tabte deres kampe i den seneste runde.

Og så håber vi selvfølgelig på, at Kim Daugaard bliver en glad vinder og ikke en dårlig taber i mødet med Fortuna Hjørring.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”