”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Fodbold handler om at lave mål og vinde kampene. Vi ved, at det ikke i sig selv giver point at skabe mange, store chancer og være lige ved og næsten efter godt og flot opspil. Og det er da problematisk, når HB Køge kun har scoret to gange i fem kampe i år på eget græs i nedrykningsspillet i NordicBet Ligaen.
Sådan er det jo med Nicklas Pedersens HB Køge-hold, der – af en eller grund, jeg ikke kender – henter flest point på udebane. Men det bliver ikke nemt at få point med hjem i bagagen fra fredag aftens udekamp på Right to Dream Park i Farum mod det suveræne tophold Hillerød. (Som i parentes bemærket jo ikke må spille på egen bane og derfor låner FC Nordsjællands).
Og tænker man meget negativt, ender det måske i værste fald i den kommende runde med, at både Vendsyssel FF (26 point), som møder Roskilde (16 point), og B.93 (31 point) som spiller mod Hobro (34 point), vinder og øger afstanden til HB Køge (25 point).
Det håber vi selvfølgelig ikke, det må ikke ske. Og vi skal selvfølgelig også tænke positivt. Alt kan jo ske i fodbold.
BESYNDERLIGT AT GÆSTERNE SLAP MED SKRÆKKEN
Nogen har spekuleret i, at mange af de unge spillere på HB Køge-holdet måske føler et tungt pres udefra og er lidt mærket af det, når de spiller på hjemmebane på et hold, der kæmper for at redde livet i den næstbedste række. Og de mangler noget kynisme, bliver straffet for små fejl og kan være usikre og hektiske med bolden foran målet, som man så det mod Hobro.
Det var utroligt, at gæsterne slap med skrækken og rejste glade hjem med tre point i bagagen – i stedet for et klart nederlag.
Jeg tænker, at Jafar Arias, den store frontmand, som desværre er skadet, ville have haft en hovedrolle, hvis han havde været kampklar hos HB Køge. Han kunne sikkert have holdt fast på bolden, givet de store Hobro-forsvarere noget at se til og været en trussel i luften og ved indlæg i feltet. Det varer åbenbart desværre lidt tid endnu, før Jafar er helt kampklar igen.
HB Køge-holdet burde have været foran med to-tre mål eller flere mål i første halvleg i mandags, men afslutningerne var ofte underligt upræcise. Selv om hjemmeholdet spillede sig til åbne chancer, slap gæsterne altså med skrækken, kom endda foran 1-0 lige før pausen, og så vendte billedet i anden halvleg.
Hobro-holdet blev bedre, fik scoret og har i realiteten sikret sig billet til en ny sæson i den næstbedste række 2025-26.
TIDLIGERE KØGE-SPILLER SAGDE NEJ TAK TIL AAB
Det er i øvrigt interessant, synes jeg at følge lidt med i oprykningsspillet, hvor vi ser, at FC Fredericia (53 point) ligger på andenpladsen efter OB (58 point).
Fredericia, der aldrig har aldrig haft et hold i den bedste række, har med fem kampe tilbage syv point flere end AC Horsens på tredjepladsen. Så det ser ud til at Fredericia får Superliga-debut efter sommerpausen.
Og så kan man umiddelbart konstatere, at det altså angiveligt ikke har haft den store indflydelse eller betydning for resultaterne, at AC Horsens-ledelsen pludselig fyrede Martin Retov, tidligere Køge-spiller, og ansatte David Nielsen som cheftræner. Det gør næppe AC Horsens til et superligahold i år.
Angiveligt ønskede AaB i øvrigt i sidste uge at hente Martin Retov som ny cheftræner efter fyringen af hollandske Menno van Dam. Men Retov sagde åbenbart pænt nej tak til at blive Superliga-træner nu.
NU ER KIM DAUGAARD EN GLAD TRÆNER
Kim Daugaard har siden mandag været en rigtig glad HB Køge-træner efter hans kvindeholds overlegne 4-0-sejr over AGF i Aarhus. AGF’erne var de næstbedste i det meste af kampen, mens HB Køge-spillerne dominerede, og topscorer Olivia Garcia scorede to gange.
Nu er der ’kun’ seks point op til Brøndby IF, som indtager tredjepladsen i tabellen, hvor Fortuna Hjørring er helt suveræn med et forspring på 10 point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen.
Farum-holdet kommer til Køge på søndag med et stærkt hold. Men det må ikke udelukkes, at hvis Kim Daugaards hold vinder og kommer ind i en god stime af sejre, kan sæsonafslutningen blive superspændende.
Vi (kvindeholdet) samler jo på medaljer i HB Køge, også gerne bronze. Brøndby-holdet, der ligger godt på tredjepladsen, kan måske gå i stå, blive indhentet og overhalet i en HB Køge-slutspurt de kommende uger. Vi har lov at håbe.