Ugens Olsen: HB Køge-nederlag er ‘forbudt’ i Hjørring

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Meget snart skal det markeres og fejres, at Herfølge Boldklub for 25 år siden i superliga-sæsonen 1999-2000 vandt det danske mesterskab i fodbold. Og sidst på året, i november, vil det blive markeret og fejret, at Køge Boldklub vandt DM-guld i 1975-sæsonen. Vi er en sjællandsk fodbold-by, som kan være stolt over fortidens bedrifter.

Herfølges og Køges professionelle fodbold blev 1. juli 2009 til HB Køge, hvor kvindeholdet har brilleret og på imponerende vis med god hjælp fra superdygtige udenlandske spillere vundet guld tre gange i træk og bronze i sidste sæson.

Og spillet europæisk, som mesterholdene Køge og Herfølge jo også gjorde i ’de gode gamle dage’ i de to klubbers gyldne perioder.

Men lige nu er nogle af de fans, som følger Nicklas Pedersens hold med en del unge, uerfarne spillere, noget bekymret før de sidste tre runder i mændenes NordicBet Ligaen. Nedrykning vil være bedrøveligt. Vi ved jo, at det ikke er nemt lynhurtigt at spille sig tilbage i landets næstbedste række.

Se på f.eks. Næstved og Nykøbing Falster, Slagelse og Holbæk. Storklubber i ’de gode, gamle dage’. Hvor er de henne nu?

CHRISTIAN TUE VAR GOD I EN HOVEDROLLE

Der var nerver på i slutfasen på Capelli Sport Stadion i søndags, da anfører Mike Jensen var heldigt og rigtigt placeret til sidst. Derfor kunne han resolut score 4-3-sejrsmålet i kampen, hvor vores naboer fra FC Roskilde, som i perioder spillede rigtig godt, efter slutfløjtet måtte indse, at nedrykning for dem blev en kendsgerning.

Hjemmeholdet forsvarede sig dårligt i en række situationer og åbnede for udeholdet, der lavede nogle vilde mål. Men det vigtigste var selvfølgelig, at HB Køge-spillerne havde heldet med sig i afgørende situationer og til det sidste troede på, at det kunne ende med en hjemmesejr. Og vi så en stærk præstation af dobbelt-målscoreren Christian Tue Jensen.

HB Køge løftede sig over Vendsyssel FF i tabellen og er ét point foran lørdagens modstander. Hobro og B.93 er matematisk sikre på at holde sig over nedrykningsstregen, grundet den indbyrdes kamp mellem HB Køge og nordjyderne.

TRE POINT ER PERFEKT, ÉT POINT KAN MÅSKE BRUGES

Der er plads til 10.000 tilskuere på Nord Energi Arena i Hjørring. Hvis der kommer et par tusinde til et bundopgør mellem Vendsyssel FF og HB Køge, vil det vist være fint. Det er en kamp, der handler om ’liv eller død’, og hjemmeholdets tilhængere ved, at deres hold ofte får point mod HB Køge.

I denne sæson har Vendsyssel-holdet overordnet set skuffet fansene meget – men dog slået HB Køge 2-0 på udebane og spillet to andre indbyrdes kampe uafgjort.

Det kan sagtens blive et særdeles interessant og måske vildt opgør lørdag eftermiddag. Uafgjort kan godt bruges til sidst af Nicklas Pedersens hold i sæsonens tredjesidste kamp. Men et nederlag er ’forbudt’.

Det er hjemmeholdet, som må gå målrettet efter en sejr inden deres to sidste kampe mod henholdsvis Hobro og Hillerød. HB Køges sidste modstandere hedder B.93 på hjemmebane og Hobro på udebane.

Det optimale er selvfølgelig, set med HB Køge-briller, at lørdags-opgøret ender med en udesejr. Og jeg hører til dem, som tror på og forventer, at Nicklas Pedersens hold også spiller i den næstbedste række efter sommerpausen.

PERFEKT SUPER SØNDAG PÅ CAPELLI SPORT STADION     

Det var en dejlig supersøndag, vi lige har oplevet. Kim Daugaards hold, topmotiveret og veloplagt, leverede en rigtig god præstation (bortset fra vel det første kvarters tid efter pausen) mod Fortuna Hjørrings suveræne tophold i kvindeligaen.

1-0-hjemmesejren var aldeles fortjent. Og gæsterne fik heldigvis ikke lov at fejre et nyt mesterskab her hos os på Capelli Sport Stadion. Den sejr, de skulle have, var de ret langt fra at indkassere.

Men Fortuna Hjørring har da været de bedste i denne sæson, hvor HB Køge nu virkelig ligner et medaljehold med Olivia Garcia i storform i front. Hun løber fra de fleste, hun udstråler enorm vilje til at få scoret, og hun er en dygtig afslutter.

Måske kan Garcia (15 mål) nå at overhale Fortuna Hjørrings Omewa Joy Ogochuckwu (17 mål) og blive sæsonens bedste målscorer. Vi får se.

KIM DAUGÅRDS HOLD PÅ MEDALJEJAGT

Det er godt gjort, at HB Køge-holdet (30 point) nu med held og sejre i kampene i slutfasen kan overhale Brøndby IF (33 point) på tredjepladsen. Og, hvis alt flasker sig, også FC Nordsjælland (34 point) på andenpladsen og vinde medaljer for femte sæson i træk.

Bronze eller sølv? Vi har lov at forvente, at der kommer tre point med hjem fra lørdagens udekamp mod OB.

Det er kvinderne, som bedst har leveret varen og vundet noget til HB Køge, efter at Køge Boldklub og Herfølge Boldklub blev til HB Køge. Men det er selvfølgelig logisk og forståeligt, at mesterskaberne i 1999/2000 og 1975 snart skal markeres og fejres. Det var stort, fantastisk og uforglemmeligt.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”