I morgen onsdag den 14. maj spiller HB Køges U17 hold Ungdoms pokalfinale på Herlev Stadion. Kampen sparkes i gang kl. 19.00.
Det er en flok tændte træner Cheftræner Martin Christensen sender på banen;
– Pokalturneringen lever sit eget liv, og vi har spillet hver kamp for at vinde. Vi har haft nogle kampe hvor vi var favoritter, men også haft nogle kampe hvor vi ikke var. Vi har sat kampene op så det gjorde ondt på modstanderne når vi havde bolden, og også når vi ikke havde, siger Martin Christensen som ligesom drengene glæder sig meget til kampen.
– I semifinalen mod FC Nordsjælland leverede spillerne en hel vanvittig præstation, men drengene havde et helt fantastisk sammenhold, og vi nærmest ekspederede FC Nordsjælland ud af vores eget stadion. For nogen var det en overraskelse vi vandt, men holdet fulgte den game-plan der var lagt og den holdt så hele vejen, siger Martin Christensen.
I første runde af Ungdoms pokalen var HB Køge oversidder, og mødte så næsten-naboerne fra Greve i anden runde og vandt 3-0. I tredje runde ventede Glostrup. Her var der ingen pardon og svanerne vandt 8-1. Kvartfinalen var ude mod Hillerød hvor HB Køge vandt 2-1 og i semifinalen vandt HB Køge med de vilde cifre 6-1 over FC Nordsjælland. De lå på det tidspunkt nummer 1 i U17 Ligaen.
Har tabt to gange til Roskilde
I finalen venter divisionskollegerne fra Roskilde Boldklub. I turneringen har Roskildegenserne vundet to gange over HB Køge, så det er svanerne der tørster efter revanche;
– Jeg har game-planen klar, men den røber jeg ikke her, griner Martin Christensen, og fortsætter
– Vi har arbejdet meget intensivt de sidste to dage, og vi glæder os rigtig meget til kampen. Jeg ved der kommer stor opbakning fra de øvrige hold, forældre og en masse andre fra klubben som skal ud at se kampen i Herlev. For ungdomsspillere er en pokalfinale noget af det største man kan spille, så det bliver en stor oplevelse for hele holdet, men alle er 100 procent klar til kamp.
Der bliver nerver på, men spillerne er fyldt med selvtillid og vi går benhårdt efter at gå hele vejen, slutter Martin Christensen.
Det er anden gang HB Køge er i en Ungdoms pokalfinale for U17 hold. Sidste gang var i 2016, hvor HB Køge vandt 3-2 over Slagelse B&I.