Nicklas Pedersen vil have ilden tilbage

HB Køge cheftræner Nicklas Pedersen var ked af udtrykket og indstillingen, han så fra sit hold, i fredagens nederlag mod Esbjerg fB. Derfor har arbejdet på og udenfor træningsbanen i denne uge i høj grad handlet om at få dét tilbage på plads forud for opgøret mod B.93 fredag aften, beretter cheftræneren.

“Inden Fredericia-kampen kunne vi se og mærke ilden i øjnene på spillerne. Den samme ild i øjnene havde vi ikke i sidste uge, og man kunne se forskellen med det samme i kampene. Så vores fokus har været at gøre spillerne opmærksomme på, at vi holder øje med, om ‘de er der’. Som trænerteam må vi tage ansvaret på os og sige, at vi ikke lykkedes godt nok med at sikre det i sidste uge, og det endte med at koste os. Så det har vi internt haft fokus på at sikre, ikke kommer til at ske igen og jeg er glad for, at vi har den rigtige, gode følelse tilbage igen i den her uge,” siger Nicklas Pedersen.

“Vi har og vil have et stærkt konkurrencemiljø, og en del af det er, at spillerne skal vide, de mister deres plads, hvis de ikke præsterer deres ypperste. Det skal vi sikre, de ikke er i tvivl om. De skal selvfølgelig være trygge hos os og vide, at vi altid bakker dem op, men det er præmissen som professionel, at andre står klar til at tage over, hvis man ikke leverer – og det gælder i både træning og kamp,” forklarer han.

I HB Køges første opgør i sæsonen mod B.93 vandt Østerbro-holdet med 4-0 på Capelli Sport Stadion. Og selvom de seneste år har budt på flere markante nederlag mod 93’erne ser Nicklas Pedersen fornuftige muligheder for svanerne i fredagens opgør, der spilles på B.93’s midlertidige hjemmebane på kunstgræsset i Sundby Idrætspark.

“Jeg har stor respekt for B.93. Det er et godt spillende fodboldhold med hurtige spillere, som passer godt til at spille på kunstgræs. Det har vi set både på vores egen bane, og da vi mødte dem i Vanløse sidste år. Så på den måde betyder det ingenting, at de ikke spiller på deres normale hjemmebane. De er gode på omstillinger, men vi kan også konstatere, at de lukker mange mål ind. Det skal vi udnytte. Vi skal selv være skarpe defensivt, markant stærkere end vi har været i vores seneste møder med dem,” siger Nicklas Pedersen og tilføjer:

“Jeg håber og forventer det bliver mere kontrolleret den her gang. Vi skal sætte en præstation sammen, der gør, at vi fortjener at vinde. Nu har vi haft en god uge, hvor vi har set bedre ud, end vi gjorde i sidste uge. Følger vi det op med en tilsvarende bedre præstation, så tror jeg på, vi kommer hjem med tre point.”

Der er kampstart i Sundby klokken 19.00 fredag aften. Opgøret kan som altid streames på Viaplay og kan desuden følges i ‘stories’ på holdets profiler på Facebook og Instagram.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”