Nicklas P.: “Vi glæder os”

Nummer 10 mod nummer 11 adskilt af et enkelt point og en streg. På papiret er der lagt op til et dramatisk opgør, når NordicBet Liga-holdet lørdag gæster Vendsyssel FF i det nordjyske. Og selvom cheftræner Nicklas Pedersen understreger, at kampen i sig selv ikke kommer til at afgøre noget, glæder han sig til at se sit mandskab spille den betydningsfulde kamp.

“Det er en spændende opgave og en kamp, vi ser frem til. Vi glæder os til at spille den, og det synes jeg er et godt tegn. Når vi når frem til middagstid i morgen begynder der nok at komme lidt nerver, og det er kun godt for os, så vi bliver holdt på dupperne. Generelt synes jeg, at vores spillere håndterer det godt, når der er noget på spil. Det så vi i sidste sæson og det gør mig meget rolig,” siger Nicklas Pedersen forud for opgøret.

“Vi stresser ikke og vi forbereder os bare så godt vi kan. Vi ser klar ud. Vi skal sørge for at holde vores aftaler, og ligegyldigt hvordan kampen kommer til at forløbe, skal vi holde os til vores planer og aftaler. For mig bliver det vigtige, at vi gør det vi har aftalt, kommunikerer med hinanden og så er jeg sikker på, vi nok skal få noget brugbart ud af kampen. Vendsyssel er et godt hold med gode og erfarne spillere, så det kræver, at vi står sammen som hold hvis kampen skal blive succesfuld for os.”

Cheftræneren betragter dog på ingen måde kampen som altafgørende.

“Der er ikke noget, der bliver afgjort i den her runde. Vi skal ud og levere, men vi skal også tage luft ind og huske, at der stadig er to runder mere efter den her. Det håber jeg også alle, der følger klubben, vil gøre. Vi går efter at vinde, men hvis det sker, er vi jo stadig langt fra i mål. Og skulle vi tabe så er der stadig i alt fire kampe tilbage, som kan vende op og ned på tingene for os og Vendsyssel igen. Forskellen ligger selvfølgelig i, om vi har tingene i egne hænder, og det er klart, det vil vi gøre alt for at have,” siger han.

For cheftræneren bliver dét at finde den rette mentalitet og det rigtige spændingsniveau afgørende.

“Vi har ikke nødvendigvis travlt. Der står 0-0, når vi starter. Med det sagt er det ekstremt vigtigt at vi ikke kommer til at blive passive. Vi vil op og presse når det giver mening. Vi ved, vi kan være farlige i omstillingsspillet, så det er vigtigt, vi får lavet nogle bolderobringer og kommer afsted når mulighederne byder sig. I løbet af den her sæson synes jeg vi har set, at vi både kan være komfortable i at stå lavt og i at presse højt. Nu må vi se, hvordan kampen udvikler sig og hvad vi kommer til at gøre mest. Det vigtigste er at vi er aggressive, sidder tæt og er kompakte lige meget hvor på banen vi er,” forklarer Nicklas Pedersen.

I sæsonens to sidste kampe møder HB Køge B.93 på hjemmebane og Hobro IK på udebane, mens Vendsyssel FF spiller mod først Hobro IK hjemme og sidenhen Hillerød Fodbold på udebane.

Opgøret mellem HB Køge og Vendsyssel kan følges på Viaplay, ligesom HB Køge i samarbejde med Herfølge Boldklub afholder storskærmsarrangement på Herfølge Stadion lørdag, hvor kampen vises.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”