Ingen endelig afklaring om tilskuere på Capelli Sport Stadion endnu

Der er forår og fodbold i luften. Og HB Køge glæder sig ”barnligt” til igen at kunne invitere klubbens fans og trofaste støtter på bold. Måske sker det allerede på lørdag, hvor der er to kampe – både kvinderne og mændene skal i aktion – på programmet på Capelli Sport Stadion.Baggrund: Et politisk flertal har i sidste uge blandt andet besluttet at genindføre den såkaldte ’Superliga-ordning’. En ordning, hvor tilskuere sidder i adskilte sektioner med et maks. på 500 personer og med en meters mellemrum. Gyldigt corona-pas skal fremvises, og alle tilskuere skal registreres i forhold til smitteopsporing.

Det er ikke den samme ordning, der tidligere tillod HB Køge at have op til 500 tilskuere til sine hjemmekampe. Den ordning kan man ikke bruge i skrivende stund. HB Køge skal altså først nu ansøge om at blive en del af ”Superliga-ordningen”, da klubberne i 1. Division ikke har haft den mulighed tidligere. Dernæst skal klubben godkendes af forskellige instanser. Alt sammen sker i et kapløb med tiden.

“Vi er i fuld gang med at lave ansøgningen om at komme med i ”Superliga-ordningen”, og når den er klar, skal den godkendes af både Divisionsforeningen og politiet”, fortæller HB Køges direktør Per Rud.

HB Køges mænd møder først FC Fredericia i 1. Division kl. 13.30, og der følges op med HB Køge mod FC Nordsjælland kl. 16.00 i Gjensidige Kvindeligaen.

Det forventes, at ”Superliga-ordningen” giver mulighed for at lukke ca. 300 siddende tilskuere ind på Capelli Sport Stadion.

HB Køge kommer tilbage, så snart der er nyt.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”