Med en gennemsnitsalder på 22,7 år blandt de spillere, der blev benyttet i den netop overstående sæson, var HB Køge ifølge Transfermarkt igen i år det yngste mandskab i NordicBet Ligaen.
Og kigger man rundt om i resten af verden, så ligger svanerne altså også godt med fremme på oversigten over de hold, der benytter unge spillere mest hyppigt.
CIES Football Observatory har således opgjort hvordan spilletiden i klubberne i verdens 65 førende fodboldligaer fordeler sig – og her er HB Køge i top 20 over klubber, til at give mest spilletid til spillere under 21 år.
42,2% af spilleminutterne i NordicBet Ligaen blev således givet til HB Køge-spillere under 21 år – i øvrigt samme procentdel som Right to Dream-ejede FC Nordsjælland i Superligaen, der ligeledes er med i top 20. Mens HB Køge sekundært har givet spilletiden til spillere i aldersgruppen 22-25 år har nordsjællænderne dog fordelt den øvrige spilletid ud på ældre spillere i slutningen af 20’erne og starten af 30’erne.
Listen toppes af Lommel SK fra den næstbedste række i Belgien, der er en del af City Football Group og fungerer som udviklingsklub for blandt andre Manchester City. Også RC Strasbourg, der har samme ejere som Chelsea F.C., og FC Red Bull Salzburg, der samarbejder med RB Leipzig, ligger over svanerne på listen.
“For mig viser det, hvor ambitiøst et projekt vi har gang i her i HB Køge. Vi fordeler vores spilletid som om vi er en klub med et stort økonomisk sikkerhedsnet, hvis hovedformål først og fremmest er at udvikle spillere på vegne af nogle andre. Men det er vi ikke. Vi spiller kun for os selv, vores lokalområde og vores fans – og for at lave resultater samtidig med at vi udvikler vores egne spillere, så vi ad den vej kan rykke vores klub endnu mere både økonomisk og resultatmæssigt på den lange bane,” siger sportsdirektør i HB Køge Auri Skarbalius.
Udover at have gjort brug af de mange unge spillere var HB Køge igen i år det hold i Danmarks tre øverste rækker, der havde flest spillere fra egen ungdomsafdeling i deres førsteholdstrup. 15 ud af førsteholdstruppens 24 spillere har således tidligere optrådt for klubbens ungdomshold.
I alt fik 22 spillere, der tidligere har optrådt for klubbens eller en af moderklubbernes ungdomshold, spilletid i løbet af den forgangne sæson.