Generalforsamling 2025: Formandens beretning

Mandag d. 28/4 blev den årlige generalforsamling i HB Køge A/S afholdt.

Herunder følger bestyrelsesformand Søren Storgaards mundtlige beretning fra generalforsamlingen i fuld længde:

Hvorfor går vi til fodbold weekend efter weekend? Hvorfor følger vi stadig med, når det går ned ad bakke? Og omvendt: hvorfor stopper vi ikke med at følge med, når vores hold har opnået det ypperste, det kan?

Mine bud: Uforudsigeligheden og spændingen. Vi ved ikke aldrig, hvad der venter forude. Og så selvfølgelig ikke mindst adrenalinet når tingene går vores vej. Den følelse bliver aldrig slået.

I denne sæson føler vi ikke, resultaterne er gået vores vej for seniorholdene.

Vores 1. divisionshold kæmper for at vinde kampe og kæmpe sig opad i tabellen. For et halvt år siden stod vi med ét point efter 10 kampe. Pludselig vandt vi tre kampe i træk. 3-0 på udebane mod OB – og vi er stadig de eneste, der har vundet på deres bane i næsten et år.

Ingen havde set det komme og mange havde mistet troen på os. Det samme er måske tilfældet for nogen nu. Men man ved aldrig med fodbolden. Det er det, der gør, at vi følger med weekend efter weekend.

For Kvindeliga-holdet var der nærmest kun én vej, efter de første år i rækken med mesterskaber, Champions League-fodbold og sidste år bronzemedaljer. Spillerne og trænerne er dem, der har været mest skuffede over, at vi det meste af sæsonen har ligget nummer 5, det vil jeg gerne love jer. Nu er de kravlet op som nummer 4, og lur mig om ikke muligheden for igen at tage medaljer er der.

Holdet gennemgår en foryngelseskur – og det er befriende, at vi her seks år efter kvindeafdelingen kom ind under HB Køge-vinger, kan stå og fremhæve klubbens egenudviklede spillere som profiler på holdet. Emilie Luplau Holt og Alberte Vingum, for bare at nævne de par stykker, der skinner klarest lige nu.

Det samme kan jo kun i endnu højere grad udtrykkes omkring vores ”herre” – eller man fristes til at sige ”drenge”-spillere på førsteholdet.

Ikke mindre end 24 af de spillere, der har optrådt for vores NordicBet Liga-hold i den her sæson, har spillet ungdomsfodbold i HB Køge-regi. Heraf har halvdelen også optrådt for en af moderklubberne Køge Boldklub eller Herfølge Boldklub. Det er uhørte tal for en professionel fodboldklub.

Vi er godt på vej til at blive det, der var målet, da vi lancerede vores ’HB Køge-for the future’-strategi for to år siden. Én stor talentfabrik med stærk lokal forandring. Igen i år skal der lyde stor ros til især Talentchef Steen Knudsen, Sportsdirektør Auri Skarbalius og Cheftræner Nicklas Pedersen for deres arbejde og for at turde følge strategien – også når der er pres på.

Bag jer galoperer udviklingen af Køge Idrætspark og især Capelli Sport Stadion afsted. Vi holder mere end nogensinde til på en byggeplads, men alligevel føles det nu som om, vi har et ”rigtigt” fodboldstadion mere end nogensinde før.

Udover at gavne os selv i HB Køge, giver byggeriet nye og flere faciliteter til vores moderklub Køge Boldklub.

Stadion bygges, som det gør, for at leve op til gældende krav fra DBU og UEFA, så vi i fremtiden også kan afvikle ungdomslandskampe, Champions League-kampe og pokalfinaler i Køge.

Hvad de tribuner og helhedsindtrykket af et færdigbygget stadion kommer til at gøre for lokalområdet og Køge som fodboldby, tror jeg er svært at sætte ord på. Men sikkert er det, at både eliten og bredden kommer til at få enormt stor gavn af det.

Tak til både vores lokale politikere med Marie Stærke og Ken Kristensen i spidsen og til Køge Kommune for et sundt og ambitiøst samarbejde omkring projektet.

Sidste år kunne jeg berette om, hvordan der i klubben blev arbejdet på at ’rydde op’ og optimere den daglige drift.

Efter to år med overskud, kommer HB Køge ud af 2024 med et underskud på to millioner kroner. Et underskud der er en konsekvens af to ting.

  1. Færre indtægter fra TV og de såkaldte ’placeringspenge’.

Her har klubben de seneste år været bedre begunstiget på både kvinde- og herresiden, end tilfældet var i 2024. Vi glæder os blandt andet over den nye TV-aftale med TV2 på kvindesiden, som kommercielt kommer til at gavne HB Køge og de andre Kvindeliga-klubber betragteligt.

  1. Den førnævnte ’oprydning’.

Gammel gæld er blevet betalt af og forretningsaftaler, der ikke gav værdi for klubben, er blevet afviklet.

På den kommercielle side betyder det, at vi ikke har samme antal sponsorer længere, som vi havde en gang.  Til gengæld står vi nu med et sponsornetværk af lokale virksomheder, der virkelig vil HB Køge. Et netværk, der generer leads og sammenhold – og som på alle måder hjælper klubben fremad.

Forretningsbenet Venue Køge fortsætter med at udvikle sig og skaber fortsat større og større indtægter for klubben. I disse uger er lokalerne her fuldt booket på helligdage og i weekender til private konfirmationer. I hverdagene fyldes de op af lokale og nationale virksomheder, der mangler flotte og funktionelle møde- og konferencefaciliteter.

Så selvom dette års resultat isoleret set kunne indikere noget andet, står klubben et bedre sted nu end de seneste år rent økonomisk. Der er blevet ryddet op.

Vi er en klub med langsigtede projekter. En klub, der tør satse ungt og prøve nye ting. Begge dele er jeg overbevist om, er det bedste for HB Køge og vores lokalområde på den lange bane. Der er udfordringer undervejs – det er uundgåeligt. Ventetid inden den unge angriber finder målet for første gang. Inden vores kvinder igen løfter en pokal. Eller inden vores fantastiske frivillige personale har lært at skænke en fadøl fra de nye haner, i de nye boder på de nye tribuner.

Ventetiden kan være udfordrende og frustrerende. Lad mig afsluttende opfordre til, at vi bevarer optimismen og står sammen, når frustrationerne melder sig. At vi hjælper hinanden på vingerne igen, når noget er nyt eller når noget er går galt. At vi fortsat løfter og flyver i flok.

Med disse ord afslutter jeg den mundtlige beretning og overgiver den sammen med den skriftlige beretning til jeres debat og godkendelse.

Tak.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”