Dobbelt op!
HB Køge kan fredag præsentere ikke bare én men to nye spillere til klubbens NordicBet Liga-trup. Svanerne har lejet Molik Jesse Khan og Patrick Weah i den amerikanske MLS-klub Minnesota United for resten af kalenderåret.
“Vi er glade for at kunne byde velkommen til to nye, talentfulde spillere, der tilfører vores trup nogle andre kvaliteter, end den allerede besidder. Vi forventer at de begge kommer til at bidrage og kunne hjælpe os resten af året,” siger Auri Skarbalius og understreger, at der er god mulighed for at aftalerne også kan blive forlænget ind i 2025.
Molik Jesse Khan
Molik Jesse Khan er en 20-årig offensivt-tænkende central midtbanespiller. Khan, der primært bruger sit mellemnavn Jesse til daglig, er fra Trinidad & Tobago, hvis nationalmandskab han også har repræsenteret seks gange på seniorniveau.
“Jesse har masser af visioner i sit spil og er teknisk stærk. Han skal ind og forstærke vores offensiv, ind og gøre os mere kreative. Tanken er, at han skal spille vores andre offensivspillere bedre og lave nogle assists, men forhåbentlig kan han også selv score nogle mål undervejs. Vi vil gerne have flere målinvolveringer fra midtbanen og det ser vi ham som en af løsningerne på,” siger Auri Skarbalius.
Jesse spillede sin seneste landskamp for Trinidad & Tobago ved Gold Cup sidste sommer, mens han i foråret optrådte 12 gange for Minnesota II i udviklingsligaen MLS Next Pro.
“Trænernes struktur og planlægning af træningerne og spillernes individuelle udvikling tiltaler mig virkelig. Jeg føler, jeg var gået lidt i stå og har behov for en ny udfordring, så jeg kan tage de næste skridt i min udvikling. Her er der en anden ro i hverdagen og mulighed for bare at fokusere på fodbold, end der er derhjemme. Det tror jeg kommer til at gavne mig. Samtidig så vi OB-kampen og her var en fantastisk stemning, så jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og spille foran vores fans,” siger Jesse Khan.
I HB Køge kommer Jesse til at optræde iført trøje nummer 8.
Patrick Weah
Længere fremme på banen kommer HB Køge fremover til at kunne sætte ligeledes 20-årige Patrick Weah i spil. Patrick er en fysisk stærk angriber, som har lavet pænt med mål i MLS Next Pro i løbet af foråret. 8 mål i 13 kampe, for at være helt præcis.
“Patrick har en virkelig god fysik og fart, som helt naturligt gør ham til en faktor i modstandernes felt. Oven i det arbejder han stenhårdt og er en dygtig hold- og presspiller. Han kan nogle af de samme ting, som vi i øjeblikket mangler med Erkan Semovskis skadesfravær, så det er glædeligt for os, at vi nu igen kan få det tilført fra Patrick,” siger Auri Skarbalius.
Sideløbende med spilletiden og målscoringen i MLS Next Pro er det også blevet til tre indhop i den bedste amerikanske række MLS henover foråret fra Patrick Weah, der har rødder i Liberia.
“Jeg er glad for at være her. Her er mange unge spillere og trænerne er dygtige til at udvikle talenter, så jeg var ikke i tvivl om, at det vil være godt for mig at kommet hertil. Selvfølgelig gør det det også nemmere at falde til, at Jesse også er her. Vi har en stærk connection både på og udenfor banen. Normalt sørger han for at lave nogle oplæg til mig, så det håber jeg da også kommer til at ske her,” siger Patrick Weah.
Patrick kommer til at optræde i trøjenummer 14 i HB Køge.
De to spillere er spilleberettigede og står til rådighed for cheftræner Nicklas Pedersen til søndagens kamp mod AC Horsens. Billetter til kampen købes her.
Lejeaftalerne er kommet i stand med hjælp fra Capelli Sports netværk i USA.