HB Køge kom tidligt bagud – og noget vigtigere – sent foran i opgøret mod FC Roskilde, der endte med en 2-1-sejr til svanerne. Efter bare syv minutter slog gæsterne således til på en omstilling, men sene scoringer fra Hans Christian Bonnesen og Basem Alkhoudari sikrede alligevel de tre point til hjemmeholdet. Sejren betyder, at HB Køge slutter grundspillet på den rigtige sidde af nedrykningsstregen eftersom Vendsyssel FF samtidig tabte deres opgør mod FC Fredericia.
FC Roskilde så ellers komfortable ud efter den tidlige scoring og svanerne havde svært ved at komme rigtigt ind i opgøret i løbet af første halvleg.
Efter pausen var sagen dog en anden. Efterhånden som anden halvleg skred frem overtog HB Køge nemlig mere og mere af spillet. Undervejs blev fem af klubbens helt unge spillere sat på banen og de var alle med til at piske holdet fremad og fremtvinge de afgørende scoringer. Bonnesens udligning faldt med godt et kvarters tid igen, da han kom først på et hjørnespark fra en – ligesom ham selv – velspillende Niklas Jakobsen og pandede bolden i nettet. Og så skulle der altså kun gå en god håndfuld minutter yderligere inden Basem Alkhoudari med et par skarpe træk tilbage i banen skabte plads til sig selv og knaldede bolden op i det fjerneste målhjørne. 2-1-scoringen formåede FC Roskilde ikke at svare igen på. I stedet kunne det faktisk være blevet 3-1, men indskiftede Silas Halds hovedstødsforsøg prellede af på overliggeren og derfor blev slutresultatet altså 2-1.
[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=U451aluYMIU[/embedyt]
HB Køge startopstilling
1. Berkant Bayrak
3. Sebastian Larsen
4. Hans Christian Bonnesen
5. Gabriël Culhaci
6. Michael Chacón
7. Mike Jensen
11. Mohamad ‘Mudi’ Al-Naser
21. Niklas Jakobsen
22. Mattias Jakobsen
23. Mads Westergren
26. Jafar Arias
HB Køge indskiftninger:
Mads Schütt for Sebastian Larsen (46. min)
Silas Hald for Mattias Jakobsen (52. min)
Gabriel Larsen for Michael Chacón (62. min)
Basem Alkhoudari for Gabriël Culhaci (62. min)
Viktor Sørensen for Mads Westergren (89. min)
NordicBet Liga, 22. spillerunde
Fredag d. 14. marts 2025, 19.00
1.596 tilskuere på Capelli Sport Stadion