Bonnesen solgt til Odds BK

HB Køge har solgt forsvarsspilleren Hans Christian Bonnesen til norske Odds BK. Bonnesen kom til HB Køge i januar 2024 og nåede dermed 1,5 sæson hos svanerne.

“For os er det endnu en god historie om en ung spiller, der kommer hertil, får ansvar og udvikler sig mens han hjælper vores hold, hvorefter han kan få realiseret muligheden om at prøve sig selv af i udlandet. Det er lige præcis det, vi gerne vil. Vi kommer til at savne ‘Bonne’, men vi føler os godt garderet med tilgangen af Laurits Bust, med Mattias Jakobsens forlængelse og de af vores egne unge forsvarsspillere, der er på vej frem,” siger sportsdirektør Auri Skarbalius.

Bonnesen nåede 47 officielle kampe og fem scoringer i HB Køge-trøjen siden ankomsten fra Fremad Amager.

“HB Køge er kommet til at betyde utrolig meget for mig gennem min tid her. Man kan virkelig mærke sammenholdet i klubben og jeg kom hurtigt til at føle mig som en del af familien. Det skal trænerne og drengene i omklædningsrummet have stor kredit for. Det er en stærk trup, så jeg forudser store ting fra dem. Jeg kommer 100% til at følge klubben resten af mit liv og glæder mig allerede til at vende tilbage til Capelli Sport Stadion igen,” siger Hans Christian Bonnesen.

Bonnesen blev hurtigt en favorit på tribunerne i Køge, da han med sin overtidsscoring mod Næstved BK i sidste hjemmekamp af 2023/2024-sæsonen sikrede svanerne endnu en sæson i 1. division. I fredags spillede han sin foreløbigt sidste kamp for klubben i 2-0-sejren mod Hobro IK.

Hans nye klub, Odds BK. ligger pt. nummer syv i OBOS-ligaen, den næstbedste norske række.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”