I morgen tager HB Køge imod B.93 i NordicBet Ligaen hjemme på Capelli Sport Stadion. Her skal svanerne jagte sæsonens første sejr og få slettet nullet i ligatabellen.
Efter fem nederlag i træk er sulten efter en sejr stor. Der er ingen tvivl om, at det er afgørende at få point på kontoen, og kampen mod B.93 kan blive vendepunktet. ”Når vi har tabt fem kampe i træk, så går vi benhårdt efter en sejr i morgen. Vi skal møde B.93, og som det ser ud nu, er det et hold, vi kommer til at kæmpe imod. Så vi vil gerne have de tre point og komme på tavlen,” udtaler Berkant Bayrak.
Målscoringen har været en udfordring i sæsonens første fem kampe, og det er noget, der skal ændres mod B.93. ”Vi skal ud og score nogle mål, og det har vi haft lidt svært ved. Mod et hold som B.93, der også får en del chancer imod sig, forventer jeg at se nogle mål i morgen,” siger Berkant, som også kommenterer på holdets defensiv. ”I defensiven har vi givet mange chancer væk, så der forventer jeg, at vi stepper op, lukker bedre ned for modstanderen, og holder dem for at blive farlige.”
Der er optimisme omkring, at kampen i morgen kan blive starten på en positiv stime. En sejr vil ikke bare give vigtige point, men også booste selvtilliden og give holdet momentum fremadrettet. ”Efter fem nederlag er det vigtigt, at vi får en sejr i morgen. En sejr vil booste vores selvtillid, og det kan betyde, at vi kan komme ind i en god periode,” siger Berkant håbefuldt.
For at få fansene med fra start, er det vigtigt, at holdet viser vilje og kampgejst på banen. Kropssprog og udtryk skal afspejle en klar ambition om at vinde, hvilket forhåbentlig kan få tilskuerne til at støtte holdet endnu mere. “Det starter allerede med vores udtryk og vores kropssprog på banen. Vi skal have en masse lyd på banen, så tilskuerne kan mærke, at vi er der for hinanden. Hvis vi har det, så er jeg sikker på, at vi også kan få tilskuerne med,” slutter Berkant.
Der er kick-off tirsdag kl. 18:30 på Capelli Sport Stadion.
Kampen kan som altid følges på Viaplay og i ’stories’ på HB Køges Facebook- og Instagram-sider.