Når HB Køges NordicBet Liga-mandskab møder ind til forårsopstarten i januar måned bliver det med en nyt og ungt – men velkendt ansigt som en del af truppen.
17-årige Alfred Gøthler rykkes således fra klubbens U19-hold permanent op i førsteholdstruppen fra det nye år. Alfred står allerede noteret for 10 kampe for HB Køges førstehold.
“Med sine attraktive spidskompetencer i form af hurtighed, timing i løbene og afslutningsfærdigheder er Alfred en angrebstype, der altid vil kunne gøre en forskel. Og i HB Køge er man gammel nok, hvis man er dygtig nok. Det er vores strategi i klubben, at give sådan en som Alfred chancen på seniorniveau – og han fortjener den, med det vi har set fra ham på først U17 og U19-niveau og sidenhen i førsteholdsregi til træninger og i kamp,” siger sportsdirektør i HB Køge, Auri Skarbalius.
Alfred har jævnligt trænet med NordicBet Liga-truppen gennem det seneste år og er startet inde i tre af sine 10 førsteholdsoptrædener. Ved siden af fodbolden går han fortsat på Handelsskole, hvilket der naturligvis fortsat tages hensyn til efter hans indtræden på førsteholdet.
“Med forfremmelsen giver vi Alfred rammerne til at blive ved med at udvikle sig, uden vi forcerer noget. Skolen skal stadig passes ved siden af, og det har Alfred været god til indtil nu. Fortsætter han sin ydmyge, hårdtarbejdende stil begge steder kommer det til at gå ham godt fremadrettet,” siger Auri Skarbalius.
Alfred bliver den tolvte spiller i HB Køges førsteholdstrup med fortid i klubbens ungdomsafdeling. Ligesom mange andre af disse er Alfred fra nærområdet – han startede således karrieren i Greve Fodbold, hvorfra han kom til HB Køge i 2022.
På U17-niveau nåede han 17 scoringer i 20 optrædener i U17 Divisionen for HB Køge, inden han sidste år blev rykket op på klubbens U19-hold. Her er det indtil videre også blevet til 17 Divisionsscoringer, mens Alfred i maj 2024 debuterede for svanernes førstehold i en NordicBet Liga-udekamp mod FC Helsingør.
I efteråret blev han for første gang indkaldt til det danske U18-landshold, som han siden har optrådt fire gange og lavet to mål for. Tidligere har han også optrådt i uofficielle kampe for U16-landsholdet.
Alfred blev inden årets sidste seniorkamp udpeget som Årets Herretalent i HB Køge. Læs mere om kåringen her.