Inden HB Køges sidste seniorkamp i 2024, NordicBet Liga-opgøret mod Hillerød Fodbold, tager svanerne afsked med tre spillere, der forlader klubben ved kontraktudløb denne vinter.
Youssef Dhaflaoui, Jesse Khan og Patrick Weah fortsætter således ikke i HB Køge efter vinterpausen og de hædres derfor for deres indsats i den blå/sorte HB Køge-trøje i forbindelse med deres potentielt sidste opgør for klubben mandag aften.
Farvel til Dhaflaoui
For 1,5 år siden kom Youssef Dhaflaoui til HB Køge, og han har siden optrådt 34 gange for svanerne med 2 mål til følge. Dhaflaouis kontrakt løber ud ved udgangen af 2024 og parterne er blevet enige om ikke at fortsætte samarbejdet.
“Youssef er en dygtig spiller med nogle store, individuelle kvaliteter. Desværre har vi ikke fået forløst hans potentiale sammen og vi må også konstatere, at han ikke er blevet stamspiller i sin tid i klubben. Derfor giver det bedst mening at gå hver til sit. Vi sender ham videre med varme anbefalinger, for han har trods sin situation aldrig brokket sig, altid knoklet på og haft en god indflydelse på vores omklædningsrum,” siger sportsdirektør i HB Køge Auri Skarbalius.
Det personlige højdepunkt for Dhaflaoui i HB Køge-trøjen kom i 3-2-sejren over Næstved i sidste sæson, hvor kantspilleren med et mål og to oplæg i allerhøjeste grad satte sit aftryk på en af de mest legendariske kampe i klubbens historie.
Amerikanere vender hjem til Minnesota
Mens Dhafloaui forlader klubben ved kontraktudløb, vender Jesse Khan og Patrick Weah tilbage til USA og Minnesota United da deres lejeaftaler i HB Køge udløber.
“De har haft kortere tid, men historien er lidt den samme med Jesse og Patrick. De har begge gjort det fint i deres tid her, men har ikke formået at bide sig fast på vores hold. Forudsætningerne har heller ikke været nemme for dem – de kom til mens sæsonen var i fuld gang og vores hold havde det svært. Siden greb andre chancen og spillede sig foran i køen mens vores formkurve vendte, og derfor er det bedst at lade dem finde et nyt sted, hvor de har bedre udsigter til at få noget spilletid end her,” siger Auri Skarbalius og tilføjer:
“Ligesom Youssef skal de have tak for at bidrage til, at vi har fået skabt et stærkt og positivt træningsmiljø omkring vores NordicBet Liga-hold.”
Mens Jesse Khan nåede 10 optrædener for svanerne, blev det til fire indhop for Patrick Weah.
Kampen mod Hillerød spilles mandag d. 2. december klokken 18.30, og der vil umiddelbart inden kampstart blive taget afsked med de tre spillere.
De ønskes alle et stort tak for deres indsats i klubben og et stort held og lykke fremover.