”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Efter de to fine sejre over Hobro IK og Aarhus Fremad i de første runder i den næstbedste række, hvor HB Køge ser rigtig godt ud alene på førstepladsen, meldte vi os ud af pokalturneringen for denne gang med nederlaget i Hvidovre.
Et bittert nederlag i en spændende kamp med et brændt HB Køge-straffespark tre minutter før slutfløjtet, og derefter forlænget spilletid, hvor hjemmeholdet var bedst. Det gjorde ondt.
Men da HB Køge, ligesom Herfølge Boldklub og Køge Boldklub aldrig har vundet en pokalfinale, overlever vi nok, at det heller ikke sker i sæsonen 25-26.
Og nu kommer sæsonens første udekamp i ligaen. Mod Kolding IF fredag aften. Jeg har det lidt svært med Kolding, må jeg indrømme. Jeg har spillet der én gang for Køge Boldklub, i den næstbedste række for mange, mange år siden. 1. juni 1969.
En dårlig dommer var, ifølge min hukommelse, med til at ødelægge en dramatisk Kolding-Køge-kamp – som hjemmeholdet vandt 5-2.
SYV MÅL, EN UDVISNING, DOMMERFADÆSE, GODT SPIL
Det var et drama, der ikke kunne have været iscenesat bedre. En skøn forestilling for de 4.100 tilskuere hed det i overskrifter i de lokale aviser. Syv mål og en dommerfadæse, tre scoringer annulleret, to straffespark, en udvisning, en advarsel, mange hævnakter og en masse godt spil skrev de store aviser.
Det var årets kamp, vurderede Ekstra Bladet. Hjemmeholdets træner mente, at Kolding burde have scoret 12 gange.
På udeholdets trænerbænk ved sidelinjen sad cheftræneren og min far, Boardo, som var medlem af ’holdudvalget’ i Køge Boldklub. På skift fik holdudvalgs-medlemmerne lov til at rejse med til udekampene sammen med førsteholds-træneren. De havde efter torsdagens træning sammen udtaget de 11 spillere, der skulle spille søndagens kamp. Sådan var det dengang.
DA DOMMEREN PEGEDE PÅ OMKLÆDNINGSRUMMET
Kolding var på vej fremad, da vi mødte dem, kan jeg huske. Opbakningen til holdet var stor og stigende. Tilskuerne livlige, støjende og glade.
I en situation i anden halvleg ude i siden af banen kom jeg nok en smule uheldigt ind i en nærkamp med en irriterende, god Kolding-angriber, Niels Erik Kruse. Han lå lidt længe på græsset efter sammenstødet, inden han kunne rejse sig. Jeg syntes ikke, jeg havde gjort noget galt.
Ok, måske var min tackling lidt for hård. Det kan man da altid diskutere. Kruse beklagede sig i hvert fald ret højrøstet og måtte hjælpes på benene. Og så blev jeg vist ud. Dommeren pegede – de gule og røde kort var ikke indført dengang – på omklædningsrummet og bad mig forlade banen, mens hjemmeholdets fans piftede og råbte efter mig.
Og min far prøvede at gemme sig lidt og kikkede den anden vej.
DE PROFESSIONELLE OG DE GLADE AMATØRER
Fodbold er en kontaktsport, man må godt bruge kræfter i nærkampe, luftdueller og opdækning. Og nu om dage er aktørerne i de øverste rækker jo mange gange bedre trænet teknisk, taktisk og fysisk, end vi var ’i de gode gamle amatørdage’.
De er professionelle, målrettede og ambitiøse. Vi var dengang glade amatører, som trænede et par gange om ugen. Tre måske af og til. Vi var rigtig gode til at hygge os og sige skål efter kampene, når præstationen skulle evalueres, hvad der jo godt kunne gå nogle timer med.
Køge og Herfølge har vundet mesterskaber, hvad vi var stolte over i kommunen og stadig er det. Kolding har til gode at vinde en fin titel i fodbold, og jeg håber da selvfølgelig for dem, at det må lykkes på et tidspunkt. Det er stort at være med til at blive dansk mester i fodbold.