HB Køge og ComeOn! har indgået en samarbejdsaftale, der gør ComeOn! til ny hovedsponsor for klubbens herreseniorhold i landets næstbedste række, Betinia Liga.
Aftalen medfører, at ComeOn! fremover vil fremgå med logo på trøjen af Betinia Liga-holdet, mens parterne i samarbejde vil udvikle underholdende tiltag til glæde for tilskuere på Capelli Sport Stadion og kunder hos ComeOn!
“Vi har allerede i vores indledende dialoger mærket, hvor visionær og ansvarsfuld en spiller på betting- og spilmarkedet ComeOn! er, så vi glæder os meget til samarbejdet og til at skabe nogle gode oplevelser for vores fælles målgrupper,” siger salgschef i HB Køge Mikkel Winterberg.
Med HB Køges mange unge spillere i herrernes førsteholdstrup, er der blevet indgået særaftaler, der blandt andet tager hensyn til alderen på klubbens aktører. Spillere under 18 år kommer således ikke til at optræde med virksomhedens logo på trøjen.
“ComeOn! går ind for ansvarligt spil og vi er derfor i fællesskab blevet enige om at tilpasse deres markedsføring gennem vores klub. Det giver sig selv, at eksponeringen er en rigtig stor del af en samarbejdsaftale som den her, så det at ComeOn! aktivt har fravalgt dét hos vores yngste spillere, beviser for os, at vi får et godt samarbejde, hvor vi kan hjælpe hinanden på ansvarlig og fornuftig vis – og samtidig skabe værdi for hinanden,” siger Mikkel Winterberg.
Han suppleres af Henrik Bo Hansen, Country Manager hos ComeOn! Denmark:
“Hos ComeOn! er vi stolte af at blive hovedsponsor for HB Køges herrehold. Partnerskabet afspejler vores engagement i at støtte lokalsporten og skabe betydningsfulde oplevelser for fans. Vi er glade for, at komme til at arbejde med en klub, der deler vores værdier omkring ansvarlighed og fællesskab. Sammen glæder vi os til at skabe nogle spændende initiativer både på og udenfor banen.”
I fællesskab kommer HB Køge og ComeOn! blandt andet til at arrangere fælles udebaneture for klubbens fans, mens der også til hjemmekampe vil blive skabt unikke oplevelser for tilskuerne på Capelli Sport Stadion.
ComeOn! blev grundlagt i 2010 i Sverige, mens virksomheden siden 2019 har haft licens i Danmark.
ComeOn! overtager positionen som hovedsponsor for HB Køges hold i 1. Division efter dagligvarekæden Netto, der har siddet på den de seneste 2,5 år.