Inden sæsonens sidste hjemmekamp på fredag mod B.93 tager HB Køges NordicBet Liga-hold afsked med to spillere.
31-årige Michael Chacón og 19-årige Javany Lawrence forlader således begge klubben ved kontraktudløb denne sommer.
Hollandske Chacón kom til fra Helmond Sport sidste sommer og står inden sæsonens to sidste opgør noteret for 25 kampe for HB Køge.
”Vi har været glæde for Michaels indsats, professionelle tilgang og fantastiske humør, som alt sammen har været med til at løfte os på og udenfor banen. Men vi har talentfulde unge midtbanespillere på vej, som skal have endnu mere spilletid i de kommende år og derfor vælger vi alligevel at lade Michael gå,” siger sportsdirektør Auri Skarbalius.
Javany Lawrence, som kom til HB Køges ungdomsafdeling fra FA2000 for tre år siden, blev i sommeren 2024 rykket permanent op i førsteholdstruppen, hvor det imidlertid ikke er blevet til så meget spilletid som håbet.
”Vi er ikke lykkedes med at finde den helt rigtige rolle til Javany på vores hold. Han er stadig ung og skal finde sig et sted, hvor han kan få markant mere spilletid, end vi har kunnet tilbyde ham her. Vi ønsker både Javany og Michael tak for indsatsen og stort held og lykke fremover,” siger Auri Skarbalius.
Javany Lawrence nåede fem førsteholdsoptrædener for HB Køge.
Udover de to spillere vil også fysisk træner Jonas Lindberg modtage afskedsblomster på banen umiddelbart inden kampstarten mod B.93 fredag aften. Jonas forlader således også HB Køge denne sommer efter otte år i klubben. Jonas startede således som fysisk træner for ungdomsholdene i HB Køge og Herfølge Boldklub i 2017 inden han i 2020 også overtog ansvaret for NordicBet Liga-holdet.
“Jonas har været en stor gevinst og er enormt vellidt i vores klub. Det vidner hans titel som Årets Træner i klubben sidste år også om. Så vi kommer selvfølgelig til at savne ham,” siger Auri Skarbalius.
HB Køge forventer at kunne offentliggøre, hvem der overtager jobbet som fysisk træner for klubbens NordicBet Liga-hold, inden længe.