”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Det er – som jeg ser det gennem HB Køge-briller – måske lidt ærgerligt på flere felter, at FC Roskilde uden tvivl efter et nyt nederlag i Hillerød, bliver sendt tilbage til den tredjebedste række, når vi hører slutfløjtet efter sidste runde i NordicBet Ligaen 2024-25.
FC Roskilde har været en ’venlig’ modstander, som bor lige i nærheden. Det er hurtigt og nemt for fansene i vores to klubber at komme til de indbyrdes opgør. Og, vigtigt selvfølgelig, HB Køge har høstet point i samtlige indbyrdes kampe mod roskildenserne i denne sæson. Så FC Roskilde kan vel kaldes en ønskemodstander for anfører Mike Jensen og Co.
Nabo-opgør er altid noget særligt. Og vi har været klar over, hvad man får at kæmpe med og imod (bl.a. en dårlig bane), når vi møder holdet fra domkirkebyen.
Holdet, der skal afløse FC Roskilde i næste sæson i NordicBet Ligaen kan meget vel være stærkere teknisk, taktisk og fysisk og dermed en mere besværlig modstander.
HB KØGE ER NU ÅBENBART BEDST PÅ UDEBANE
Der er seks kampe endnu, og vi må og kan selvfølgelig slet ikke endnu føle os helt sikre på noget. Vi må stadig vente på, at Nicklas Pedersens HB Køge-mandskab klarer frisag i nedrykningsspillet, før vi kan glæde os og se frem til endnu en sæson i den næstbedste række.
Jeg tror på, at den opgave bliver løst i de sidste runder af et mandskab og trup med mange, talentfulde unge spillere, som har imponeret bl.a. ved siden august måned sidste år at have undgået nederlag i de seneste ni liga-kampe på udebane. Den niende var altså den forleden i Roskilde, hvor hjemmeholdets trænere og spillere følte, at de havde fortjent at få tre point i mødet med HB Køge, kunne man læse efter kampen.
FC Roskildes 1-0-målscorer Oliver Juul sagde efter slutfløjtet til Dagbladet, at han følte, at HB Køge-holdet ikke var med i kampen. Ja i samtlige indbyrdes kampe i sæsonen, mente han endda. ’Vi har det hele, og det er pinligt, at vi ikke kan vinde sådan en kamp. Vi smed en sejr på gulvet’, sagde den skuffede Oliver Juul efter slutfløjtet.
DET HANDLER NU MEST OM HB KØGE OG VENDSYSSEL FF
’Det kunne være gået begge veje til sidst. Vi ville rigtig gerne have vundet, men ét point er ok’, sagde HB Køges-træner Nicklas Pedersen efter kampen på en svær bane.
Det bliver med seks kampe tilbage selvfølgelig enormt spændende og interessant at følge, hvordan HB Køge-holdet holder sig over nedryknings-stregen i tabellen. Det var et lille chok, kan man vel godt mene, at Vendsyssel FF på hjemmebane til stor overraskelse for mange vandt 3-1 over B.93.
Når man ser på tabellen, kan man nemt konstatere, at det er enten HB Køge eller Vendsyssel FF, der skal sige farvel til den næstbedste række inden så længe. Det er den barske virkelighed. Og det er ikke nogen helt nem opgave at få point og selvfølgelig helst vinde på Capelli Sport Stadion mandag eftermiddag i hjemmekampen mod Hobro, der ligger lunere godt oppe i tabellen.
KVINDEHOLDET SKAL OPAD I TABELLEN NU
På kvindesiden har Kim Daugaards hold i Gjensidige Kvindeligaen både været lidt uheldige og har måske heller ikke ramt topformen endnu. Det har selvfølgelig også været en stor udfordring at møde det suveræne førerhold, Fortuna Hjørring to gange, først på hjemmebane i pokalturneringen og derefter i ligaen på udebane i Hjørring.
To nederlag, som gjorde ondt, endte det desværre med, og det er ikke morsomt at ligge nummer fem i tabellen i ligaens slutspil. Det er meget uvant for HB Køge-holdet, som måske også har manglet noget held og håber på at få mere gang i målscoringen.
Det vil være en skuffelse, hvis topscorer Olivia Garcia (10 mål) og medspillerne ikke kan få tre point med hjem fra udekampen mod AGF, der med en hjemmesejr vil overhale HB Køge i tabellen i Slutspillet.