Fredag er der igen NordicBet Liga-fodbold på Capelli Sport Stadion i Køge, når oprykningskandidaterne fra Esbjerg fB kommer på besøg. Efter en mørk vinterpause og en åbningssejr i sidste uge sejr mod et af de hold, Esbjergenserne kæmper om oprykningspladserne med i form af FC Fredericia, glæder cheftræner Nicklas Pedersen sig til at se sit hold vende hjem og spille på eget kunstgræs igen.
“Det bliver en fed kamp, hvor der kommer smæk på og forhåbentlig kan vi lave en præstation, der giver os stor chance for at vinde kampen. Drengene har glædet sig til at spille på hjemmebanen igen. Når vi spiller hjemme foran vores egne tilskuere, skal vi til at vinde noget mere, end vi har gjort indtil nu i sæsonen,” siger Nicklas Pedersen.
KØB BILLET: HB KØGE – ESBJERG FB
“Men det har den her opstart vi har været igennem og den start på året, vi fik i Fredericia, også givet os større chancer for at lykkes med fremadrettet. Det var tungt for os at vinterpausen kom efter det ubehagelige nederlag mod Hillerød, for vi ville gerne have revancheret os hurtigere. Men vi fik det gjort i Fredericia og nu vil vi også gøre det foran det hjemmepublikum, som vi føler vi skylder en rigtig god oplevelse.”
“Generelt er det et fokuspunkt for os at få skabt en stærkere hjemmebane rent resultatmæssigt. Det skal være en fordel for os, at vi spiller på kunstgræs og kender vores bane bedre end alle andre. Det fik vi ikke udnyttet godt nok i efteråret,” siger Nicklas Pedersen, som håber på at en sejr på Capelli Sport Stadion fredag aften for alvor vil få tingene til at rykke.
“Med en sejr kan vi spille os over stregen – om ikke andet så midlertidigt. Det ville give drengene noget selvtillid, fordi vi har ligget, hvor vi gør, siden sæsonen startede. Det vil være en milepæl med tanke på den start vi fik på efteråret. Men det kræver en stor præstation mod en rigtig stærk modstander, hvis det skal lykkes,” siger Nicklas Pedersen.
Der er kampstart på Capelli Sport Stadion klokken 18.30. Dørene åbner klokken 17.00 for tilskuere med studiebilletter og adgang til Flyvende Fredag – for alle andre åbner dørene som altid en time før kick-off klokken 17.30.