HB Køge har indgået en aftale med forsvarsspilleren Mads Westergren. Mads spillede som ungdomsspiller i HB Køge og fik allerede dengang sin førsteholdsdebut for klubben, mens han gennem januaropstarten har trænet med hos svanerne.
“Mads har gjort et positivt indtryk og vist et godt niveau i løbet af opstarten. Vores trænere kender ham fra hans tid som ungdomsspiller her, så vi ved hvor god og stærk en personlighed, vi får ind. Nu har Mads været i udlandet og er vokset endnu mere som spiller og menneske, så vi tror, han bliver en gevinst for vores hold,” siger sportsdirektør i HB Køge Auri Skarbalius.
Mads har brugt de seneste 3,5 år i Dallas, Texas i USA, hvor han optrådte for college-holdet SMU Mustangs ved siden af sit psykologi-studie.
Inden han nåede at færdiggøre sin uddannelse bød en gylden mulighed sig imidlertid, da Mads blev draftet af MLS-klubben FC Dallas i december 2023. Her optrådte han for klubbens udviklingshold i MLS Next Pro, North Texas SC. For North Texas blev det til 24 optrædener i løbet af det forgangne år og Mads var dermed også en del af holdet, der vandt MLS Next Pro Playoff-finalen i november måned.
Mads er fra Solrød og spillede i sine barndomsår fodbold i Solrød FC og i Køge Boldklub. Siden blev han ungdomsspiller i HB Køge, hvorefter turen senere Lyngby BK. I januar 2019 kom han som 17-årig imidlertid igen hjem til HB Køge, hvor han spillede fast for klubbens U19-hold og seniordebuterede i pokalkampen mod Toreby-Grænge BK i august 2019 under daværende cheftræner Morten Karlsens ledelse. Fra sommeren 2020 skiftede Mads til Brøndby IF, hvorfra han altså senere drog til USA.
“HB Køge betyder meget for mig, så det er en fantastisk mulighed for mig at kunne komme hjem og betale en masse tilbage til klubben. HB Køge har vist mig stor tillid og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg glæder mig til at hjælpe holdet med at vinde en masse kampe og sikre at vi bliver i NordicBet Ligaen,” siger Mads Westergren.
Den 22-årige midtstopper har trænet med i HB Køge siden årets første træningsdag d. 6. januar.