Ugens Olsen: HB Køge kan kravle længere op i de sidste kampe

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Hvis nogen, da der var spillet 10 runder i NordicBet Ligaen, havde påstået og forudsagt, at Nicklas Pedersen og hans mænd seks runder senere var i en position i tabellen til måske at kunne rykke op som nummer ni inden vinterpausen, ville mange sikkert ryste på hovedet og mene, at den, der sagde det, burde indlægges på den lukkede.

Talrige HB Køge-tilhængere var nok ved at ville finde spaden frem, så de i skuffelse, surhed og frustration kunne grave sig ned og glemme alt om det hold, der havde ’præsteret’ at spille sig til ét point i ti kampe. Et point? Uhørt, katastrofalt, vi rykker ud.

Men – alt kan ske i fodbold. Det ved vi jo godt. De seneste seks runder har kastet 13 point af sig til Mike Jensen og Co. Og så har det endda været uden den skadede anfører på banen i det seneste par kampe. Da Superliga-nedrykkerne fra Hvidovre blev slået 1-0, manglede holdet også topscorer Jafar Arias, der var karantæneramt.

Det er altså en bemærkelsesværdig optur, vi har været vidne til. Og fortsætter den i årets sidste to kampe, ude mod AC Horsens og hjemme mod Hillerød, kan HB Køge-holdet med held, dygtighed og to sejre i bedste fald overhale både Vendsyssel FF og B.93. De har henholdsvis 16 og 17 point nu.

MIKE KAN IKKE SIDDE ROLIGT PÅ BÆNKEN

Mike Jensen var på bænken forrige søndag, men kom ikke ind mod Hvidovre. Nu skulle han være helt klar til mødet med AC Horsens, hvor den tidligere Køge-spiller Martin Retov er debuterende cheftræner. Retov og Mike har spillet mange kampe sammen i Brøndby og har stor sympati for hinanden. Det er to typer, som markerede sig stærkt i Superligaen og viste yngre medspillere, hvad det handlede om, hvis man skulle vinde noget.

’Jeg kan altså ikke lide at sidde udenfor, når vi er i kamp. Jeg hader det. Jeg kan ikke sidde stille’, erkender Mike. ’Jeg glæder mig virkelig over, at vi er tilbage som et godt hold, der ser ud til at kunne stå distancen. Vi kan selv afgøre vores skæbne. Og det er selvfølgelig vigtigt’, siger anføreren, som bliver en slags ’spillende assistent-træner’ i det nye år, efter at han har forlænget kontrakten med HB Køge.

Mike Jensen synes, at AC Horsens ser stærke ud og er et hold med kvalitet, et godt udtryk og her i efteråret med mere stabilitet i præstationerne end i starten af sæsonen. Han glæder sig til at møde Martin Retov igen. ’Han er en fantastisk fyr, og jeg tror, at han får en stor trænerkarriere’.

RETOV IMPONERET OVER HB KØGES OPTUR

Der går også rosende ord den anden vej: ’Det er virkelig imponerende, at Mike og HB Køge-holdet har fået vendt tingene og bevæget sig opad i tabellen. De har set godt ud i de seneste kampe. Det er rigtig flot trænerarbejde af Nicklas Pedersen og godt præsteret af spillerne, virkeligt imponerende’, siger Martin Retov.

’Culhaci, der lavede målet mod Hvidovre, er god (men han har karantæne mod Retovs hold) og Gudmann er et farligt våben. Og så er jeg ret vild med Berkant Bayrak i målet. Han er en rigtig god type, og han kan noget med fødderne’, bemærker Martin Retov.

Han har selvtillid efter en fin spillerkarriere og en del år som assisterende træner i Brøndby. ’Nu er det en dejlig opgave at være chefen, som jeg er i Horsens. ’Jeg har jo haft det godt i Brøndbys trænerstab, men nu synes jeg, at chefrollen ligger godt til mig’.

AC Horsens-holdet på fjerdepladsen er naturligvis favorit mod Nicklas Pedersens mænd, og selvfølgelig går østjyderne efter at slutte sæsonen som nummer to og rykke op i landets bedste række til sommer.

TILLYKKE TIL OB, SOM KUN HB KØGE HAR SLÅET

Førstepladsen har OB’s suveræne nedrykkere jo indtaget fra start på imponerende vis, nu 12 point foran nummer to. Så forfølgerne er langt bagud, og ingen af dem kommer, efter alt at dømme, i nærkontakt i tabellen med fynboerne, som også hører til i Superligaen, mener jeg.

For resten er det da værd at huske, at Odense-holdet kun har tabt en kamp – til HB Køge, der chokerede med den overlegne 3-0-sejr i den fynske hovedstad 4. oktober. Hvor har det styrket og gjort Nicklas Pedersens hold bedre, at man nu spiller med fem i bagkæden og bestræber sig på at få flyttet bolden hurtigt væk fra egen forsvarszone, når den er erobret. Den taktiske justering har været meget værd.

Ingen kan selvfølgelig sige, at stimen med gode resultater vil fortsætte uafbrudt fremad. Der kan sagtens komme bump på vejen mod en bedre placering i tabellen.

Men det, som spillerne og trænerstaben har leveret i den seneste tid har givet os berettiget tro på, at HB Køge-holdet er ved at sige farvel til en bundplacering og til foråret – forhåbentlig – vil kunne spille sig væk fra den gruppe af hold, som skal slås for livet lige til det sidste i den næstbedste række.

FORSTÆRKNING TIL KVINDEHOLDET FRA USA?

Desværre må vi konstatere, at HB Køge – tre gange guld og bronze en enkelt gang de foregående fire sæsoner – på kvindesiden har mistet kontakten med de bedste. Fortuna Hjørring, FC Nordsjælland og Brøndby. Man har lidt svært ved helt at forstå, hvorfor Kim Daugaards hold er 19 point efter Fortuna, 16 efter FCN og 10 efter Brøndby inden sidste runde før vinterpausen.

Selvfølgelig kan man pege på, at mange gode spillere er væk, men vi troede nok fra starten af sæsonen, at holdet ville kunne spille med om i hvert fald bronze-placeringen. Det bliver uhyre svært i en række, hvor oprykkerne i OB har fået succes ved at have hentet mange dygtige amerikanere til klubben. Det havde vi jo succes med i HB Køge i de første jubelsæsoner.

Mon ikke det kan lade sig gøre for en Capelli Sport klub i vinterpausen at hente to-tre gode USA-spillere til forstærkning i Daugaards trup?

Det er uhyre vigtigt for kvindeholdet at slå B.93 lørdag eftermiddag, når den første mestertræner i HB Køge, Peer Lisdorf, sidder på gæsternes bænk. Han var på ’spiontogt’ i Køge for nogle uger siden. Hans hold er næstsidst og må forsøge at tage point fra HB Køge nu.

Sker det, er der måske nogen, som igen vil begynde at finde ud af, hvor spaden ligger?

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”