Fredag aften slår svanerne fra HB Køge for første gang dørene op for ‘Flyvende Fredag’ for byens studerende!
Det betyder, at der til kampen mod Kolding IF for første gang sælges studiebilletter for en flad 50’er, som også inkluderer en gratis fadøl og en stadionplatte. Studiebilletten købes ligesom alle andre billetter på hbkoge.eventii.dk.
HB Køge samarbejder først og fremmest med Zealand Køge omkring eventet, men studerende fra alle uddannelser og institutioner kan købe billet og få fadøl og vores ‘Svedige Svante’-pølse med i hatten. Alt det kræver er, at man kan fremvise studiebillet og et gyldigt studiekort i indgangen.
Der vil før og under kampen være åbent for en separat bar i Spar Nord Lounge dedikeret til de studerende fra Zealand. Her vil der være beerpong og shuffleboard at kaste sig over, mens man kan enten nyde eller tanke sin fadøl op på ny. Adgang til baren får man med et armbånd, der udleveres ved fremvising af Zealand-studiekort i indgangen.
På banen jagter HB Køge-spillerne den fjerde NordicBet Liga-sejr i træk – modstanderen er Kolding IF og målet er klart! Noget at fejre, så den Flyvende Fredag kan fortsætte langt ud på aftenen og natten. I bytte for det udleverede adgangsarmbånd giver Old Irish Pub den første drink til de Zealand-studerende, der efterfølgende søger videre ud i Køges natteliv.
Vi håber at se mange studerende på Capelli Sport Stadion til vores første Flyvende Fredag. Dørene åbner allerede 17.30 for alle med gyldig studiebillet, mens der åbnes klokken 18.00 for øvrige tilskuere.