”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.
Den næste kamp er altid den vigtigste, siger man i fodbold. Det er for HB Køges herrer mod Vendsyssel FF på Capelli Sport Stadion fredag aften. Torsdag i næste uge i Herfølge kommer pokalmødet med mægtige FC København. Det er selvfølgelig sæsonens største kamp for Nicklas Pedersens HB Køge-hold.
Og tre dage efter FCK-besøget bliver der fløjtet op til næste kamp for livet i mændenes næstbedste række. På udebane i Roskilde mod oprykkerne, der lige har høstet den første sejr i sæsonen, som HB Køge selv stadig jagter.
Vi ser ind i en enormt spændende og afgørende periode, hvor to nederlag i ligaen vil være en ’katastrofe’ (se tabellen). Og mødet med københavnerne med de mange højt betalte spillere for øjnene af måske 5.000-6.000 tilskuere – eller flere – kan vel kun ende med en sikker sejr til gæsterne.
DER BLIVER SANG I GADERNE I HERFØLGE
Tilskuerrekorden, da Herfølge var i Superligaen, hedder 8.172, og nu bliver der igen gang i sagerne, sang i gaderne og larm og god stemning på og omkring Herfølge Stadion. Forhåbentlig. Og når man spiller pokalkampe, skal man selvfølgelig drømme om at slutte som det ene hold i finalen i Parken næste år.
Men, hvis man har læst, at Hillerød solgte sin hjemmebanefordel i pokalturneringen til FC Midtjyllands mestre i Herning og blev takket for det med – gættes der på – 200.000 kr., funderer man måske over, om HB Køge burde have gjort det samme? For vi taber jo til FCK’erne – og det kunne da have været ’sjovt’ at få en pokalkamp i Parken og gode penge i kassen.
Hillerød led selvfølgelig et stort nederlag i Herning, og som jeg ser det, er det altså en uskik at stille op i en turnering efter at have forhandlet sig til god betaling fra modstanderne. Når man får så flot et ’honorar’ for at afgive hjemmebane-retten, smerter et nederlag ikke meget.
Men DBU skal da sætte en stopper for den slags aftaler/handler i pokalturneringen.
DET GÆLDER OM AT SLÅ VENDSYSSEL OG ROSKILDE
Vi kan håbe på en modig og klog indsats af Nicklas Pedersens mænd mod storfavoritterne fra Parken. Men – vi ved alle sammen godt, at turneringskampene mod Vendsyssel FF og Roskilde er de vigtigste. Og skulle vi slå FC København, giver det jo ikke straks en plads i pokalfinalen i Parken næste år.
Altså, det vil selvfølgelig være klogt og fornuftigt at prioritere mødet med FCK lavest af de tre kommende kampe og først og fremmest sætte holdet op til at slå konkurrenterne i ligaen.
I en periode, hvor der stadig, ærgerligt nok, er gode spillere ude med skader, er det positivt, at HB Køge har lavet kontrakt med den 23-årige hollænder Michael Mulder. Sportsdirektør Auri Skarbalius roser ham, bl.a. fordi han som forsvarer er en alsidig type, der kan dække flere positioner og teknisk har set godt ud på træningsbanen.
MESTERSPILLER ARBEJDER STADIG MED FODBOLD
Det er ikke så tit, at man hører om, hvem der har anbefalet spillere til de forskellige klubber i Superligaen og NordicBet Ligaen. Det er selvfølgelig agenter og scouter fra ind- og udland. Dem er der mange af i fodboldbranchen. Og her kan vi godt ’afsløre’, at det er en tidligere Køge- og Herfølge-spiller, som har peget på Michael Mulder.
Jesper Rasmussen er det. Man kan af og til se ham til kampe i Køge. Han arbejder meget sammen med klubber i Holland og har et stort netværk og gode kontakter.
En flittig mand, der som ung var en spiller, som på banen blev løftet og gjort god af de mere erfarne medspillere. Og som altid var den første, der skulle ud til sidelinjen et par gange og få koldt vand i ansigtet og en våd klud i nakken på varme kampdage.
Jesper var med til at gøre Køge til dansk mester i 1975. Og spillede i de to store kampe i Europa Cuppen for mesterhold mod Bayern München i 1976.
Når man har spillet 190 førsteholdskampe for Køge og ca. 120 mere fordelt på Zwolle i Holland, Servette i Schweiz, Herfølge og Næstved, er man bestemt en god og dygtig spiller. Det var Jesper, som sluttede sin aktive karriere som spillende træner i flere klubber på Sjælland.
ALTING VAR BEDRE I DE GAMLE DAGE
Nye spillere til truppen eller ej, vi er jo bekymrede for, at HB Køge kan ryge ned i den tredjebedste række. Og vi ældre er enige om, at alting var bedre i de gode, gamle dage. Man tænker bl.a. tilbage på de gyldne tider, da Herfølge og Køge spillede turneringskampe mod hinanden i de øverste rækker og også vandt mesterskaber.
Pilen peger nedad nu. Det er kritisk. Men der er selvfølgelig masser af kampe endnu, hvor Nicklas Pedersens hold kan spille sig opad i tabellen. 1-1 i Kolding var måske begyndelsen på noget bedre. Efter fire kampe i træk, hvor der blev lukket fire mål ind i alle fire, og forsvarspillet så dårligt ud, blev der lukket bedre af bagude.
Naturligvis bliver der snakket mest om pokalkampen mod FC København. Men det, vi skal håbe på, er seks point mod Vendsyssel FF og Roskilde. Og FCK’erne kan selvfølgelig ikke tabe til et hold, der har indkasseret 26 mål og kun scoret otte gange i sæsonens første ni kampe. Den kamp er ikke så vigtig.