Ugens Olsen: Vi glæder os til HB Køge-FCK i Herfølge

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Det kan godt være, at hverken Kim Daugaards hold i kvindeligaen eller Nicklas Pedersens hold i mændenes NordicBet Ligaen spiller sig frem til en pokalfinale i denne sæson. Men alligevel kan man sige og mene, at pokalkampe, der bliver vundet, kan være gode, nyttige og vigtige for HB Køge-spillerne, uanset hvad modstander-holdene hedder.

Det er ikke spor ’sjovt’ at tabe otte kampe i træk i den næstbedste række og ligge allersidst i tabellen eller kun have høstet tre point i de første fire kampe i Gjensidige Kvindeligaen. Pokalsejre er et lyspunkt, der får smil frem på læben, god stemning i omklædningsrummet og nogle træningsdage med højt humør.

Det har der været brug for i de første måneder efter sommerpausen, hvor Kim Daugaards bronzevindere i sidste sæson har haft svært ved at ramme topformen, og de nye spillere lige skal finde deres pladser og positioner på holdet. Nicklas Pedersens bundhold har lukket fire mål ind i hver af de seneste fire kampe. Det går jo slet ikke.

Man må håbe, at der er arbejdet grundigt og intenst med defensiven på træningsbanen. Mens vi stadig kan ærgre os over, at de tre kanonmål, som Gabriël Culhaci, Mike Jensen og Marcus Gudmann lavede i 3-4-opgøret mod FC Fredericia på hjemmebane ikke gav bare ét point i udbytte.

ANFØRER MIKE MED ROSER TIL DE UNGE SPILLERE

Nu ved vi så, at det store pokalopgør i næste runde mod FC København spilles på Herfølge Stadion. Det er den helt rigtige beslutning, der er truffet – og HB Køge-holdet skal selvfølgelig stille i stærkeste opstilling med anfører Mike Jensen i spidsen.

KØB BILLET: HB KØGE – F.C. KØBENHAVN

Han var tilskuer, da HB Køge slog DS-holdet Allerød FC ud i sidste uge, og anføreren uddelte store roser til holdet.

’De unge drenge leverede varen på en svær bane, og indstillingen var i top og i orden. Det var godt at se. Sådan skal det også være. Mister vi fokus på det, vi vil og skal gøre i en svær tid, så er vi færdige’.

KOLDING 7 MÅL OG 12 POINT, HB KØGE 7 MÅL OG 0 POINT

Mens vi tæller ned til det store torsdagsmøde 26. september mod FCK’erne og gætter på, hvor mange tilskuere, der mon møder frem på Herfølge Stadion for at se, om HB Køge ved at levere en toppræstation kan drille og true storfavoritterne, handler det om straks at få hul på pointjagten i ligaen.

Det bliver ikke nogen nem opgave lørdag aften (startfløjtet er kl. 19.00, meget usædvanligt) mod Kolding IF i det jyske. Godt nok kan vi konstatere, at hjemmeholdet ligesom Nicklas Pedersens tropper blot har lavet syv mål i de første otte kampe.

Men forskellen på de to hold er bl.a., at koldingenserne blot har lukket fire mål ind. HB Køge har indkasseret 25.

Derfor kan Kolding-holdet indtage sjettepladsen i tabellen. Interessant er det også, at Kolding-spillerne åbenbart ikke har større lyst til eller gør så meget for at være i boldbesiddelse (jeg skriver ikke ’være på bolden’, som mange siger) og spille flot og dominere i alle kampe.

FODBOLD HANDLER OM AT VINDE OG IKKE KUN SE GODT UD

Om det er kedelig fodbold, må deres tilhængere vurdere. Fodbold handler først og fremmest om at vinde kampene og ikke kun at se godt ud, som mestertræneren Richard Møller Nielsen udtrykte det.

Det er kedeligt, meget kedeligt for HB Køge-fansene, at deres hold altid er taberen efter sidste slutfløjt – bortset fra når det handler om pokalturneringen.

Pokalkampene har været lyspunkter i en ’mørk’ tid for HB Køge. Og det er på høje tid nu, at kvindeholdet for alvor melder sig ind som et hold, der jagter medaljer og kan spille med lige til det sidste i slutspurten, hvor der skal deles guld, sølv og bronze ud til de bedste hold.

Den store pokalsejr på 4-0 i Vejle var selvfølgelig ventet og en pligt. Hvorimod nederlaget til OB’s oprykkere på Capelli Sport Stadion i fjerde runde i ligaen var en skuffelse og overraskelse for de fleste af os.

Men, det må jeg indrømme, jeg havde ikke på forhånd orienteret mig godt nok om, at fynboerne kom med et veloplagt, veltrænet og stærkt spillende hold med en række dygtige amerikanske spillere i hovedroller. Odenseanerne har handlet smart og godt ind og kan meget vel hele sæsonen igennem blande sig i topstriden i ligaen.

OB MED AMERIKANERE I HOVEDROLLER

Selvfølgelig er kravet til Kim Daugaard og hans hold, at AGF ikke må få point med hjem fra lørdagskampen i Køge. Det er opgaven, at der skal sættes tre point ind på ’kontoen’ efter mødet med århusianerne. Hvis ikke, det sker, bliver der hurtigt alt for langt op til de førende, ubesejrede hold i tabellen, Fortuna Hjørring og mestrene FC Nordsjælland.

Daugaards hold bør kunne blande sig i topstriden om mesterskabet hele vejen frem til målstregen. Og leve længe i pokalturneringen, hvor HB Køge endnu ikke har formået at komme til tops – hvad heller ikke Herfølge Boldklub og Køge Boldklub magtede på herresiden i de gode gamle dage.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”