Nicklas P. før Hillerød: Vi har tro på, at vi kan vinde

HB Køge jagter deres første sejr i NordicBet Ligaen, når turen på fredag går til Right to Dream Park, hvor Hillerød Fodbold venter.

I sidste sæson kom HB Køge godt fra start, da sæsonens første kamp blev vundet med 4-0 ude mod netop Hillerød. Et resultat, som cheftræner Nicklas Pedersen ikke nødvendigvis har behovet for at gentage, men hvor udkommet gerne må være det samme.

”Vi vil gerne vinde, men det behøver ikke være 4-0. Jeg vil også være tilfreds med en etmålssejr. Det er et godt hold, vi skal op og møde, og vi skal være sindssygt skarpe, hvis vi skal vinde, men vi har også en tro på, at vi kan gå derop og vinde,” siger Nicklas Pedersen og uddyber samtidig de spillemæssige forbedringer, som han ønsker at se fra sit hold efter kampen mod AC Horsens.

”Vi skal helt klart forsvare bedre. Når vi så har fat i bolden, skal vi være roligere, end vi var efter det første kvarter mod Horsens. I det første kvarter synes jeg nemlig, at vi var gode på bolden, men i de pressede perioder skal vi være bedre til at finde roen med bolden, lige få luften og finde de rigtige løsninger, så vi ikke ender med at skulle jage og presse hele tiden.”

To af klubbens nye ansigter, Jesse Khan og Michael Chacon, kom begge på banen i søndagens kamp mod AC Horsens. Jesse kom ind til sin debut, mens Michael gjorde sit tredje indhop fra bænken. To indhop, som Nicklas var tilfreds med.

”Jeg synes, at de begge to havde gode indhop. Vi har også set på træningsbanen, at de kan give os noget anderledes end nogle af vores andre spillere. Men som jeg har sagt til spillerne i omklædningsrummet, så får vi brug for samtlige spillere i løbet af sæsonen. Alle skal være skarpe og træne godt, og gøre det svært for trænerstaben ikke at vælge dem. Men jeg var meget tilfreds med deres indhop, og jeg tror også på, at de kan være med til at gøre os bedre. Det er helt sikkert to spillere, som vi kan se få flere minutter i fremtiden,” slutter Nicklas af med.

Der er kick-off fredag kl. 19 på Right to Dream Park.

Kampen kan som altid følges på Viaplay og i ’stories’ på HB Køges Facebook- og Instagram-sider.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”