Ugens Olsen: Pokalsejren var vigtig for HB Køge

”Ugens Olsen” er en ugentlig klumme hos hbkoge.dk forfattet af Søren Olsen. Søren har en fortid som fodboldreporter- og kommentator på Politiken og Dagbladet. Han bor i Køge og var som aktiv fodboldspiller med til at sikre Køge Boldklub DM-guld i 1975. Den faste klumme repræsenterer Søren Olsens egen holdning og er helt uafhængig af HB Køge. Han skriver, hvad han ser, tænker og oplever. Helst kærligt men også kontant.

Det er ikke alle klubber i Superligaen og den næstbedste række, der tager pokalturneringen helt alvorligt. Pokalkampene skal bare overstås så nemt og hurtigt som muligt. Jeg har undret mig lidt over den indstilling og måde at tænke på. For fodbold handler jo om lave mål og vinde kampene, og der er kun to titler at spille om hver sæson.

Heldigvis fik cheftræner Nicklas Pedersen og hans hold sadlet om med fire indskiftninger i pausen på udebane tirsdag aften mod FA 2000 fra 3. division, så 1-0 til hjemmeholdet blev ændret til en 5-1-sejr til HB Køge.

Jeg tror da ikke, at det HB Køge-hold, vi har, vinder pokalen i denne sæson. Men hvorfor ikke spille med stærkeste hold fra start hver gang og satse på at komme længere frem i turneringen og møde flere interessante modstandere. Pokalkampene er da ikke noget, som bare skal overstås hurtigt, nemt og glemt.

Og netop i en periode først på sæsonen er det vel vigtigt med nogle sejre, uanset hvem modstanderen er, til at løfte stemningen og humøret og troen på egne evner. Hvor ’sjovt’ havde det været, hvis HB Køge, sidst i ligatabellen ved siden af FC Roskildes oprykkere, var vendt hjem fra hovedstaden som taber?

Jeg tager næppe fejl, når jeg forudser, at det må blive Kim Daugaards kvindehold, der først kommer til at repræsentere HB Køge i en pokalfinale. Forhåbentlig inden så længe. Og egentlig undrer det da en hel del, at det ikke er sket endnu, når kvinderne har vundet mesterskabet tre gange på stribe i ligaen og høstede bronzemedaljer i sidste sæson.

VI HAR EN EKSPERT I POKALFINALER

Og vi har jo en ekspert i at vinde pokalfinaler (og også mesterskaber) siddende på trænerbænken. Kim Daugaard var med til at gøre Brøndby til pokalvinder fem gange, da han i mange sæsoner var en vigtig spiller for holdet på Vestegnen.

Ser vi bagud i fodboldhistorien konstaterer vi, at Køge Boldklub var i pokalfinalen i Parken to gange og led to nederlag. B 1913 slog Køge 2-1 tilbage i 1963, B 1903 vandt 1979-finalen over Køge med 1-0. Herfølge kvalificerede sig til to pokalsemifinaler og tabte til henholdsvis AGF og AaB.

HB Køge nåede helt til semifinalen i pokalturneringen 2011-12, da modstanderen var AC Horsens. Man spillede to kampe om en plads i finalen dengang. Den ene endte 2-2, den anden vandt østjyderne 2-1. AC Horsens-havde en energisk, flittig og klog spiller på holdet. Martin Retov, som startede karrieren i topfodbold med 88 førsteholdskampe for Køge i 1999-2002.

Han skiftede til Brøndby og var med til at vinde flere titler som dansk mester og pokalvinder.

MARTIN RETOV TILBAGE, HVOR DET BEGYNDTE

Nu er han debuterende cheftræner i AC Horsens og besøger sin gamle hjemmebane – nu i andre rammer og med kunstgræs at spille på – og det glæder han sig selvfølgelig meget til, siger han.

’Det bliver da lidt specielt i den rolle jeg har nu at være tilbage, hvor jeg begyndte. Men jeg har da som tilskuer været i Køge flere gange og set nogle HB Køge-kampe’.

Martin Retov havde, selvfølgelig, ikke det store besvær med at føre sit hold til en nem pokalsejr onsdag aften, hvor Kjellerup blev slået 5-0. Retov fik en resultatmæssig dårlig start på sæsonen, da AC Horsens på hjemmebane blev slået 3-1 af FC Fredericia.

Mange nye spillere skulle spilles sammen i de første uger efter sommerpausen, og nu har Retovs hold seks point i tabellen efter tre kampe. Den nye træner er tilfreds med, hvordan holdet har præsteret på det seneste. Og AC Horsens er favorit i søndagskampen på Capelli Sport Stadion.

OPGAVEN TIL DAUGAARD: NU VIL VI OGSÅ VINDE POKALEN

Når Kim Daugaards HB Køge-hold fredag aften starter sæsonen i Gjensidige Kvindeligaen på udebane mod B.93, er det HB Køges første mestertræner, der tager imod på Østerbro Stadion. Peer Lisdorf førte københavnerholdet op i den bedste række i foråret – og ved, at det bliver svært at begå sig på højeste niveau.

’Modstanderne vil se et motiveret og aggressivt B.93-hold, som vil være modigt og forsøge at spille forbi modstandernes høje pres. De vil se et hold, der udstråler glæde og stærkt sammenhold og kæmper til det sidste i hver kamp’, siger Lisdorf i et optaktsinterview på klubbens hjemmeside.

B.93 har sagt farvel til flere spillere i sommerpausen. Det er især interessant før premierekampen, at angriberen Rebeka Winther nu spiller for HB Køge. 34 mål lavede hun i sidste sæson i 37 kampe. Hvem kan slå den rekord?

Hun bliver altså spændende at følge på et hold, der igen i den nye sæson, selvfølgelig, skal spille med om guld, sølv og bronze. Og helst også nå helt frem til finalen i pokalturneringen, og vinde den. Det er noget vi mangler i HB Køge.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”