Mattias Jakobsen: Spil fra træningsbanen skal ind i kampene

Efter nederlag mod de to Superliga-nedrykkere i de første to spillerunder, venter der fredag HB Køge en udekamp mod Hobro IK. De to nederlag har været skuffende for svanernes defensivspiller Mattias Jakobsen, der især ærgrer sig over holdets udtryk i 0-4-nederlaget mod OB.

“Vi har ikke scoret og vi har heller ikke skabt nok chancer. Det er ikke tilfredsstillende. Det er ikke godt nok og det er noget vi skal have ændret på fredag. Mod OB syntes vi egentlig pladsen og mulighederne for at spille var der, men vi greb dem ikke. Det er vi nødt til at begynde at gøre,” siger han.

Cheftræner Nicklas Pedersen pegede efter OB-kampen på manglende mod som den primære årsag til at svanerne aldrig kom rigtig godt ind i kampen – og ikke fik produceret en regulær målchance i løbet af de 90 minutters spil. Især i opspillet så han problemer: Bolden kom aldrig rigtigt ind til Mattias Jakobsen, som fra sin 6’er-position skulle ekspedere den videre frem til nogle af de mere offensivt orienterede spillere på banen, forklarede cheftræneren efter kampen.

“Som Nicklas sagde, manglede vi mod. Vi turde ikke spille, som vi gør til træning. Det er generelt en ting, som kan være svært i fodbold: Der er ekstra pres og flere øjne på spillerne. Betydningen er større, hvis du laver en fejl i kamp, end den er til træning. Så vi skal prøve at få omsat vores spil på træningsbanen mere direkte til kampene. Vi skal være mere kolde og ligeglade med alle andre end os selv,” siger Mattias Jakobsen.

“Men man skal også huske, at lige så mange planer vi lægger for, hvad vi vil med bolden til en kamp – lige så meget er der 11 modstandere, der vil forsøge at forpurre dem. Og det må vi sige lykkedes for Hvidovre og OB, som jo også er to af rækkens stærkeste hold. Især mod OB blev det os og ikke dem, der kom til at løbe efter bolden. Det er frustrerende og hårdt som fodboldspiller at løbe så meget efter kuglen, og så er konsekvensen også, at man ikke altid har overskuddet og mangler lidt kræfter til at tage de rigtige beslutninger, når man så endelig kommer på den igen i den slags kampe,” siger Mattias Jakobsen.

Fredag er der altså en ny mulighed for at skaffe sæsonens første tre point ude mod Hobro IK. Et hold, der ligesom HB Køge ikke har fået skrabet mange point sammen i sæsonens første to kampe. Et enkelt er det blevet til indtil videre – et point, der kom i åbningskampen mod Hillerød Fodbold, der endte 2-2, mens sidste weekend bød på et 3-6-nederlag mod Esbjerg fB.

“Der burde være gode muligheder for os. Hobro har heller ikke fået den bedste start og jeg synes, vores hold og vores spidskompetencer umiddelbart passer fint til at skulle spille mod Hobro. Så jeg tror på, det bliver kampen, hvor vi får hul på bylden og kan tage et godt resultat med hjem,” slutter Mattias Jakobsen.

Der er kick-off på DS Arena klokken 19.00 fredag aften. Kampen kan følges på Viaplay og i ‘stories’ på HB Køges Facebook– og Instagram-sider.

Del nyhed

De seneste nyheder

Herrer, Nyheder

HB Køge A/S inviterer til fanaften

Kvinder, Nyheder

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Kvinder, Nyheder

Kristian Mørch efter premieresejr: “Vi leverede en virkelig underholdende kamp”