HB Køge har skrevet kontrakt med 17-årige Victor Musse, der til dagligt spiller på klubbens U19-hold. Victor huserer på midtbanen og har tidligere optrådt flere gange for de danske future-landshold.
“Victor har været en ledende figur på sin årgang i de seneste sæsoner, som med god teknik, godt løbepensum og stor taktisk forståelse har udmærket sig på vores ungdomshold. Fysisk er han en ‘late blommer’ – han er kommet senere i vækst end sine med- og modspillere. Det har været med til at gøre ham aktuel for future-landsholdene og det er jo positivt. Men det betyder også, at der stadig mangler nogle kilo på ham, inden han bliver klar til seniorfodbold. Det har vi lagt en plan for, hvordan han skal få. Lykkes det, kan han blive et stort aktiv for klubben,” siger talentchef i HB Køge Steen Knudsen.
Victor var i forrige sæson en del af den U17-trup, der vandt U17 Divisionen, mens han i sidste sæson havde en række optrædener på klubbens U19-hold trods sin status som U17-spiller. Til denne sæson rykker han op som førsteårs U19-spiller, og han var således også med, da svanernes U19-drenge i weekenden vandt Capelli Sport+ Cup i Køge Idrætspark.